Beskidte hænder

Niccolò Machiavellis berømte skrift Fyrsten fra 1532 er blevet genudgivet på ny. Udgivelsen bygger stadig på den samme nyoversættelse af Ole Jorn, som Gyldendal udgav i 2018 med et forord af Anders Fogh Rasmussen. Denne gang er det Alex Vanopslagh, som har fået æren af at skrive et kort forord til den bog, der i århundredernes løb har affødt kommentarer og fortolkninger, der kan fylde et helt bibliotek, og er den primære grund til, at ’machiavellistisk’ er et adjektiv for sig selv. 

Politikere står ofte i intensive moralske dilemmaer, hvor valget ikke står mellem godt og ondt, men mellem at forårsage mere ondt eller mindre ondt.  

Men hvorfor blive ved med at genudgive Fyrsten med endda få års mellemrum? I det nye forord leverer Vanopslagh et typisk forsvar for at læse værket i dag: Som en slags forfader til den såkaldte politiske realisme tilbyder Machiavelli et usentimentalt syn på politiske forhold i sin henvendelse til en florentinsk fyrste (Lorenzo de’ Medici) om at anvende uhæderlig magt og vold for at nå sine mål. 

Ud fra det perspektiv er Machiavellis grundlæggende lære, at der findes en dyb kløft mellem moral