En spøgelsesagtig rest af en forældet forestilling om fremtiden

Skype lukkede den 5. maj. Da jeg hørte nyheden om Microsofts beslutning om at sende den danskstartede videotjeneste på pension, føltes det som noget større end det endelige tæppefald for et forældet stykke software. Det er nedrivningen af et rum, hvor jeg har opbygget og vedligeholdt en uerstattelig relation i mit liv. 

Skype var den digitale livline, der forbandt mig med min far, efter jeg som seksårig flyttede til Danmark fra USA med min mor. Det var dét, der gjorde det muligt for mig at opretholde et far-søn-forhold, der ellers enten ikke havde eksisteret eller havde været langt mindre nært og veludviklet. Derfor føles nedlukningen af Skype som at miste et sted snarere end blot en app. Det føles som at miste en del af min fortid. 

I dag er videotelefoni via internettet blevet lige så almindeligt som at sende en sms. 90’erne og de tidlige 00’ere var ikke ligefrem stenalderen, men når det kom til langdistancekommunikation, kunne det lige så vel have været det. Hvis du havde familie i udlandet, krævede en telefonsamtale en logistisk indsats på niveau med en mindre militæroperation. Man tog ikke bare telefonen og ringede op. Opkaldet skulle planlægges, og man skulle