Rigtige piger

Det er en bagende hed sommerdag i 60’ernes Sydfrankrig. I et lille lokaltog sidder den 14-årige Alice Bonnard, overfor hende sidder tre fremmede, voksne mennesker. De har rottet sig sammen der, i den ene side af kupéen, anstændigt i stand med attachémapper, habitter, strømpebukser. Alice, derimod, vrider sig af anspændthed. Kjolen presses ned mod de bare ben, hovedet er længselsfuldt vendt mod vinduet. Se mig, signalerer hun, som hun sidder der og fylder, og omvendt er hun vendt helt ind mod sig selv. Alting dirrer i den 14-årige krop lige nu. Hvad al den energi er rettet mod, kan ingen andre end Alice begribe. Måske ved hun det ikke engang selv. Af samme grund undgår medpassagererne at kigge alt for meget hen på hende, og Alice er hensat til at vride sig i fred. I baggrunden lyder stereotypen på et fransk 60’er hit, en sukkersød kvindestemme spørger kælent igen og igen, om hun er en stor eller en lille pige. »Fortæl mig det, fortæl mig det.«

Sådan begynder den franske ”provokatriceinstruktør” Catherine Breillats debutfilm Une vraie jeune fille, En rigtig pige. Filmen handler om den 14-årige kostskoleelev Alice Bonnards dødkedelige sommerferie hjemme hos forældren