Radikal uvished moslet ned i et fingerbøl og fragmenteret parallelitet med et strejf af rollespil

Hvordan opbygger man spænding i en tekst? Gør den dirrende og levende på den der måde, hvor man som læser oplever, at øjnene bare bliver trukket fremad, videre og videre gennem sætninger, der basker og ormer sig og er nydelsesfulde at læse på en måde, der går langt forud for erkendelsen af eller bare interessen for, hvad sætningernes indhold så egentlig er. Hvordan får man sådan noget stablet på benene?

Hvis jeg skulle nedsætte en kommission, der skulle undersøge dette spørgsmål og skrive en rapport med ti anbefalinger til de danske forfattere, ville jeg helt sikkert have både Peter Adolphsen og Anders Søgaard på min liste.

I sin nyeste roman Hegeru benytter Anders Søgaard sig af en spændingsskabende teknik, jeg vil kalde fragmenteret parallelitet med et strejf af rollespil. Historien kredser om et mord begået på en ung kvinde ved navn Ingrid Herzog i Berlin, tæt ved Hegels grav, og tre kannibaler, der forsøges hængt op på mordet. De er uskyldige, men nazisterne har sat sig for at udrydde dem alle, fordi de udgør en trussel mod den ariske race (mener nazisterne). De tre mistænkte flygter til Vendsyssel, og den døde nazist Erich Koch vågner af sin dv