Ulven kommer, ulven kommer!
I det ene af de to af de på hver sin måde stærke romanspor, som Charlotte Weitze skifter mellem i sin seneste roman Ulvemælk, skriver forfatteren, der selv er uddannet folklorist, historien om den store danske folkemindesamler Evald Tang Christensen (1843-1929); fra hans ægteskaber og hans lærergerning til hans natpottepisseri og særligt, selvfølgelig, hans mange indsamlinger på den mørke, jyske hede. Tankerne ledes her hen til Ida Jessens ligeledes eminente roman Kaptajnen og Ann Barbara, men også beskrivelser af kroppens evne til at trodse vind og vejr i Werner Herzogs essaybog Om at gå i is.
Som læser forsvinder man ind i først vandringerne, og dernæst de fortællinger Tang Christensen stædigt og næsten aggressivt trækker ud af hedens beboere i undersporet i det ene af romanens hovedspor, der foregår i 1872. Vigtigst er Ane Povlsdatter, der til Evalds store frustration ikke magter at færdiggøre fortællingen om jomfruen og ulvehunden, den aften han besøger hende langt fra hjemmet, hvor hans kone Grethe kan gå i fødsel når som helst. Men findes der overhovedet en afslutning, et facit? Eller findes der indeni gåden blot endnu en gåde? Det grubler Evald Tang Christensen (og vel også Weitze selv) over det meste af romanen.
Romanens andet spor foregår i en 2040-udgave af Jylland, der er dækket af skov som en del af en 2030-plan udarbejdet af styreenheden OS. Her introduceres vi til forfatteren Inga, der bor i sin mormors gamle aftægtsbolig (som i øvrigt er det samme hus, som Ane Povlsdatter boede i) med sin ulveforskende kæreste Alexander. Det er OS, der har matchet dem, blandt andet fordi ingen af dem vil have børn. Det er også OS’ skyld, at Inga ikke længere skriver. OS ved naturligvis bedst selv, hvad folk vil læse og forfatter derfor bøgerne selv.
Da Inga, der i øvrigt gennem længere tid har opsøgt viden om Evald Tang Christensen, opdager, at hun alligevel med al sandsynlighed er gravid, sygemelder hun sig fra en vikartjans på mormorens plejehjem, slukker sit OS-device og holder sig for det meste indendørs, mens nogen eller noget lusker rundt uden for og kradser på døren, før hun til sidst bevæger sig ud.
I det andet underspor i sporet om Evald er vi i 1906, hvor Evalds tredje kone Marie venter sig. Som barn var hun med Evald på en af turene til Ane Povlsdatter, hvor hun måske (måske ikke, håber Evald) så ting, som hun måske (måske ikke, håber Evald) husker. Evalds tilstedeværelse under fødslen er uønsket, og en gåtur ender i en transformation på flere planer; Evald viser sig at være mere end blot en uskyldig folkemindesamler, og uden at afsløre for meget springer 1906 med bogstaveligt talt hastige skridt ind i 2040. Her ramler de to romanspor og deres to hovedpersoner sammen i et fabelagtigt kataklysmisk klimaks mellem ulv og menneske, mellem utopi og dystopi, fortid og fremtid, som var det et exofiktivt sci-fi-horroreventyr af Angela Carter.
Efter endt læsning tjekkede jeg mit eget 2025-device og stødte på nyheden om, at 500 utrygge beboere havde forsamlet sig sportshallen i Oksbøl for at høre, hvad minister for den grønne trepart Jeppe Bruus havde tænkt sig at gøre ved de ulve, der på det seneste har vist sig i byen. Og jeg fik fluks lyst til at transformere mig selv, springe derhen og mane til besindighed med anbefalingen: Læs Ulvemælk!
