Haven midt i byen

Det er som en sang, en sang med megen ømhed og lys ned imellem grene. Men det er også nøgternt, når man træder ind i denne velkendte have, midt i byen. Uden for muren lyder busserne fjernt, men dog til stadighed til stede som en påmindelse om travlheden, der kendetegner Nørrebrogade, cyklister, biler, busser, fodgængere, en mangfoldighed af liv.

Uden at være alt for bladspids kan det godt opleves, som om man er flere, der på én gang træder ind i haven med den sammensatte vegetation, man er kommet her så tit, og en vinterdag kan have en sommerdag inden i sig som et byggesæt for forestillingsverdenen, den, man bærer med sig og allerede bar på som barn. Tid og sted møder hinanden i et spejl.

Men vi er kun lige begyndt, for hvem er vi? Vi føler os som et man, der gør det ud for alle eller mange, et ubestemt antal af menneskeheden, som her er på spil. I march over for døden, som er kendt af enhver. Men vi er også et vi, idet vi står over for en sten, der med tårer repræsenterer et du, som var det en trompet, der spillede; men mest et jeg, jeget.

Og det er nu dette jeg, mit jeg, der taler, men jeg tror, at det også er dit, hvis du har besøgt Assistens Kirkegård og ha