Livet går over sine bredder
Forvirring og desorientering er vanligvis tilstande, vi gerne vil undgå. Men i skønlitteraturen kan de være velkomne. Ikke hvis de er udtryk for forfatterens manglende evne til at styre sit stof, men hvis der derimod er tale om en bevidst strategi, som åbner værket for læseren.
Det sidste er tilfældet i kortromanen Most, der udkom i Norge i 1972. Da var Cecilie Løveid bare 21, og hvis det nogensinde giver mening at bruge klicheen “løfterig” om en debut, er det her. Selvom det selvfølgelig også er let at mene nu, hvor forfatteren er 73 og med sit forfatterskab – prosa, poesi, dramatik – for længst har etableret sig som en af Nordens betydelige forfattere.
Men med Most er Løveid endnu ny, er først lige gået i gang, og udfordrer allerede læseren på første side: »Det er sommer på Most./Jeg er lille. Jeg ligger skjult i en blå barnevogn, lytter til det der sker. Stemmerne. En hund der hedder Tass, en kat der hedder Grøn. Jeg ligger trygt puttet ind i en fåreskindspose. Med hue på fordi det blæser. Har sovet med sutten i munden. Tone min mor kommer stor, kommer og kysser mig og hvisker om guld og perler.«
Det er et interessant og umuligt perspektiv:
