At læse ’Markens grøde’ kræver, at man kan have plads til to tanker i hovedet på samme tid

De fleste kender det at have romaner stående på reolen, som man kredser om, finder frem og læser en halv side i, før man sætter dem på plads igen. Når jeg får tid, siger man til sig selv, i en sommerferie engang, og forhåbentlig ikke først når jeg skal på pension.

For mig har Knut Hamsuns sene forfatterskabs hovedværk, Markens grøde (1917), længe hørt til denne kategori. Til forskel fra de tidlige romaner, som Hamsun skrev på dansk, kræver Markens grøde, at man læser med en ordbog i den anden hånd. 

Hovedpersonen Isak taler dialekt og siger ”dokker” frem for ”dere”, og hvad er det nu lige, en niste er? Det behøver man ikke længere selv slå op, for nu er romanen for første gang blevet oversat til dansk – flot og velfungerende ved erfarne Karen Fastrup.

Men det er nok ikke kun det norske, der har fået mig til at tøve over for Markens grøde – jeg burde da kunne tage mig sammen til at slå nogle enkelte ord op. Måske handler det mere om, at denne roman har ry for at være det sted i forfatterskabet, hvor Hamsuns nazistiske tankegods træder tydeligst frem.

Dagen inden Norges befrielse skrev Knut Hamsun en nekrolog over Adolf Hitler, som sluttede: »Og vi, hans nære tilhengere, bøier nu vaare hoder ved hans død.« Han var medlem af det norske naziparti Nasjonal Samling og forærede sin nobelprismedalje til Joseph Goebbels.

Jo, Hamsun romantiserer, og mon ikke den romantisering var med til at føre ham i armene på nazisterne, men det er sørme også forførende!

Med en del ond vilje kan man fornemme kimen til nazisme i meget af forfatterskabet. Der er en vis overmenneskedyrkelse i Hamsuns tidlige romaner, men dér har overmenneskerne det dog med samtidig at være en slags incels. Konflikten mellem eneren og samfundet falder ud til samfundets fordel – og det er hjerteskærende. I Markens grøde er overmenneskene snarere omvandrende propagandaplakater med Blut und Boden-tema. De er ikke stakler, kun stærke.

Selv de af romanens konflikter, der virker mest komplekse, kan give kuldegysninger, når man tænker nærmere over dem. I både første og anden del bliver handlingen sat i gang af et barnemord – men den ene barnemorderske møder bemærkelsesværdigt mere sympati fra fortælleren. Det er hende, hvis dræbte barn er født med hareskår. Inden der var gået 20 år, havde Hamsuns idoler myrdet op mod 100.000 handicappede børn og voksne.

Andre gange behøver man ikke tage de mistænksomme briller på for at få øje på kimen til nazisme. Der sættes lighedstegn mellem jøder og amerikansk kapitalisme, mens lapper (samer) sammenlignes med »utøj og maddiker«.

Selve handlingen er en slægtsroman, der er både storslået og enkel. Hovedpersonen Isak træder ind på scenen som en mytisk figur. »Den lange, lange sti over myrerne og ind i skovene, hvem har trådt den? Manden, mennesket, den første der var her«, lyder bogens første sætninger. Snart har han bygget en gamme, snart får han Inger som »kvindfolkehjælp« og siden hustru, han får sønner og døtre, stuehus, stald, mølle og savværk. Han er den første i ødemarken, og andre følger efter. Også truslen fra kapitalisterne – der er kobber i fjeldet!

Det er påfaldende, hvor meget Markens grøde minder om en anden nyoversat nordisk, nobelprisvindende klassiker fra første halvdel af 1900-tallet, bare med modsat politisk fortegn – nemlig kommunisten Halldór Laxness’ Frie folk (1934-35). Begge handler om et vidunder af en kraftkarls opdyrkelse af ødemarken og kamp mod papirnussermodernitetens indtog. Begge hovedpersoner – Isak hos Hamsun og Bjartur hos Laxness – beskrives sågar som »landnamsmænd«. Men hos Laxness er det ironisk ment.

Her er Bjarturs overmenneskelige styrke så overdreven, at han, som en islandsk cowboy, tæmmer en ren og rider på ryggen af den ned ad en brusende flod i stormvejr. Laxness er ude på at aflive myten om the selfmade man; nok er Bjartur et overmenneske, men det er hans familie ikke, og hans naive tro på rigtige islændinges jernhelbred fører til hans nærmestes død. Selvom han et helt liv slider og slæber med ti mands styrke, kommer han ingen vegne – fortjenesten havner i sidste ende altid hos kapitalisterne og aldrig den lille mand.

Afhængigt af éns politiske observans kan man kalde Hamsun langt mere naiv eller langt mindre desillusioneret. Markens grøde kan nærmest beskrives som en serie årsregnskaber fra et landbrug i konstant vækst tilsat naturbeskrivelser fra Nordens største stilist. Handlingen er, at det går fremad for Hamsuns overmennesker fra første til sidste side.

Isak med sin »overkrop som syntes at gå til knæene«, kan slide og slæbe som ingen anden, og til forskel fra Laxness’ Bjartur bliver han belønnet for det. Der er ingen tvivl om, hvor Hamsuns sympati ligger: hos de arbejdsomme. Jo, der er smalhals, men hvor fejlernæring er dødbringende hos Laxness, er alt andet en dekadent luksus hos Hamsun.

Det kunne jo være dejligt ligetil at konkludere, at den af de to nordiske forfattergiganter, der skrev den politisk mest kløgtige roman, også skrev den bedste. Personligt kan jeg dog ikke lade være med at foretrække Hamsun en anelse – hvis man da behøver vælge.

Det skyldes især, tror jeg, stilen. Både Hamsun og Laxness er ivrige brugere af et dengang udbredt greb, hvor der skrues op for intensiteten ved at skifte frem og tilbage mellem datid og nutid. Men Hamsun er mere ustyrlig; når fortællerstemmen bliver mest overstadig, kan skiftet ske i løbet af en enkelt sætning: »Han spænder fra og trækker hesten ind i stalden – satte sin hest i stald!« Det er netop fortællerens overstadighed, der er særligt hamsunsk, fortællerstemmen taler i munden på sig selv med indskud af småord, ”jo”, ”da”, ”javist”: ”Om morgenen vågnede de til en ny dag, og der var da også et og andet at bakse med, javist, kamp og glæde som livet jo er.”

Der er en uovertruffen rytme i Hamsuns sprog, i hans opremsninger og gentagelser, der lader til at have inspireret senere norske giganter som Vesaas og Fosse. Det er i og for sig enkle stilistiske kneb, og det er netop enkeltheden, Hamsun hylder i Markens grøde, evnen til at se himlen som både »overskyet og god«.

Det gør Markens grøde mere afdæmpet end ungdomsværkerne som Sult og Pan. Personligt har jeg det dog sådan, at jo mere overstadig Hamsun er, jo mere holder jeg af ham. Men trods den relative tilbageholdenhed er hans stil stadig svimlende her sent i forfatterskabet.

Og så er der også noget med blikket på landbefolkningen. Selvom det er sjovt hos Laxness, at enhver samtale mellem mænd kredser om fårenes indvoldsorm, kan jeg ikke lade være med at foretrække, hvordan Hamsun fremstiller de fåmælte bønder med kærlighed. Spørger man dem om noget, svarer de først »Nej, det ved jeg ikke,« og så efter et øjebliks – eller nogle timers – tavshed kommer det egentlige svar. Jo, Hamsun romantiserer, og mon ikke den romantisering var med til at føre ham i armene på nazisterne, men det er sørme også forførende!

At læse Markens grøde kræver, at man kan have plads til to tanker i hovedet på samme tid: 1) Den indeholder nazistisk tankegods. 2) Den er et mesterværk.