Hvad er mest interessant: Bogen eller forfatteren?
I bogen A Theory of Justice fra 1971 udviklede filosoffen John Rawls begrebet uvidenhedens slør. At iføre sig et uvidenhedens slør, når man skal fordele et samfunds goder, er grundlaget for et retfærdigt samfund, mente Rawls. På den måde lader man sig ikke påvirke af fordomme, idiosynkrasier, antagelser af enhver art.
Rawls’ uvidenhedsslør var en metafor for en praksis, der skulle tilnærme sig retfærdighed og selvfølgelig ikke en praktisk mulighed. Men jeg har det alligevel nogle gange, som om vi, der beskæftiger os med litteratur i det her land, kunne have gavn af at iføre os et uvidenhedsslør, når en ny bog udkommer. Et slør, der gør det umuligt for os at se personen bag bogen, men kun bogen og det, der står på dens sider.
Jeg tænker på, hvor mange interessante, læseværdige og bevidst eller ubevidst trend-ignorerende bøger skrevet af meget lidt cool forfattere, der bliver overset
Når man arbejder på et magasin, der beskæftiger sig ganske meget med litteratur, bliver det tydeligt, hvor skævt opmærksomheden er fordelt i litteraturverdenen. Når presseeksemplarerne dumper ind ad døren her hos ATLAS, lever de et kortvarig