De ting man husker med kroppen, kan man aldrig glemme

Jeg har altid haft en modvilje mod det selvbiografiske, det er forestillingen om sandheden, at den er absolut: At der er sandhed og så er der løgn. Det er det, der giver mig lyst til at protestere. Folk husker forskellige ting. Folk husker de samme ting forskelligt. Alle har deres egen dyrebare sandhed, som ikke nødvendigvis har så meget med virkeligheden at gøre, men mere med hvordan de oplevede den. Den selvbiografiske roman – dette Frankenstein-monster – vil bilde os ind, at litteraturen og virkeligheden er to sider af samme sag, og at det, der står i bogen er lige så virkeligt som virkeligheden selv. Men intet er som virkeligheden, for den forandrer sig hele tiden, forskyder sig og forandrer sig, ingen kan overskue den fuldstændig, vores oplevelse af den er fragmentarisk. Vi er hele tiden bagefter, for i det øjeblik vi begynder at tænke over, hvad der er sket, er det allerede passeret. Det, der står i en bog, ændrer sig derimod ikke.

Hvis det er sandt, at den, der skriver selvbiografisk bør holde dommedag over sit eget liv, hvorfor er der så så mange selvbiografiske bøger, der ligner helteportrætter, hvor det eneste, der bliver holdt dommedag over, er omgivelserne? De rædselsfulde forældre, de besværlige søskende eller måske den læremester, hvis eneste kommentarer til de rørstrømske bekendelser, han blev præsenteret for på Forfatterskolen, var: Autenticitet min bare røv!

Teksten har sin egen sandhed. Den er ligeglad med virkeligheden. Den går sine egne veje og finder på og lægger til. Derfor skal man heller ikke tage fiktion for virkelighed eller – Gud forbyde det – virkelighed for fiktion. Virkeligheden og litteraturen tilhører hvert sit domæne, og selvom de sandheder, teksten indeholder, kan være spejlinger af dem, der findes i den virkelige verden, er de ikke identiske.

Hvis jeg skal skrive om min barndom, må der være en afstand. Jeg må træde et skridt tilbage for at få øje på ham, jeg var engang. Han er et andet menneske. Det bliver han nødt til at være, ellers kan jeg kun se ham indefra. Er det så sandheden, jeg fortæller? Teksten er ligeglad. Det er virkeligheden ikke, og derfor vil jeg overlade den til journalister og advokater, der i deres storhedsvanvid, tror de kan forstå den og udlægge sandheden om den. Her er min historie.

*

Hans første minde er lyst og skam. I den rækkefølge: Først lyst, så skam. Han er to år. Der står en flaske på køkkenbordet. Han kravler op på skamlen og drikker, men det er ikke sødt og godt, som han troede. Det er en grå hånd, der rækker ned i hans mave og klemmer til og trækker det, der var dernede med op. Der kommer tårer, og luften forsvinder. Han tørrer op med køkkenrulle. Tvillingerne ser det. Tvillingerne henter forældrene. Det er utroligt, han ikke får skældud, når det han har gjort, føles så forkert.

*

Tvillingerne kalder ham Måmi. Han kan ikke høre forskel på ‘u’ og ‘å’, og skolen, hvor man afslører bogstavernes hemmelighed, er endnu år ude i fremtiden. Han forstår ikke, hvorfor de griner af ham, men han forstår, at de griner. Hver aften rejser han ind i det sort-hvide polarmørke og går gennem Mumidalen med Sniff. Selv er han Mumitrolden. Det er den første af mange forvandlinger. Det er den første gang, han smelter sammen med det, han elsker. De kalder ham Måmi. Alting er mørkt og dunkelt. Der er ingen forskel på det, der er inde i fjernsynet, og det, der er udenfor. I søvnen forfølges han af sine bamser og vågner med et skrig. Fjernsyn er skadeligt, siger forældrene, heldigvis er det ikke i farver, for farver er unødvendige og dyre, og så gør de alt det skadelige endnu mere skadeligt. De kalder ham Måmi. Så er det det, han er.

*

Børnehaven ligger på den anden side af lavningen. Af og til cykler de ned gennem skoven og må trække det sidste stykke op ad bakken på den anden side. Der er stejlt og baghjulet skrider i det løse grus. Duggen glimter i edderkoppernes spind. Deres ånde laver tågeskyer i den opstigende sol. Hvis det har sneet, kører de ad den Vejlevej ned til viadukten over Lindebjergstien, hvor damplokomotiverne engang dundrede forbi (man kan stadig se sodpletter på loftet i viadukten. Forældrene har vist ham, at hvis man lægger øret mod muren i den ene side, og nogen så hvisker ‘fastelavnsboller’ mod muren på den anden side, så vandrede lyden langs hvælvingen. Han lyver og siger han kan høre det, fordi han er bange for at gå glip af sin kage. De cykler i hagl og i tåge, og han læner sig frem mod forældrenes rygge for at finde lidt læ. De cykler i regn og i slud og i snestorm, for carporten i huset de bor i, nægter at føde en bil. Han leger, at han er Mumitrolden, der begraver sit ansigt i Mumifars frakke. Det er utroligt, der kan være så meget kulde i en vinter, og så en kølig morgen med rimfrost er fuglene alligevel vendt tilbage og sidder i nøddekrattet og synger, som havde de aldrig været borte. Frosten har sluppet jorden og de kan igen lugte gedebukken, der bor usynligt bag plankeværket på vejen, hvor børnehaven ligger.

*

Hver morgen forsvinder han ind i dragedragten. Han ved ikke om det er ham, der forvandler sig til drage, eller dragten, der forvandler sig til ham. Sammen er de et ordløst monster, der møder verden med brøl og ild. Når forældrene kommer for at hente ham, gemmer han sin grønne identitet på bunden af udklædningskassen. Allerhelst vil han tage den med hjem, så han kan være drage hele tiden, men det er ikke tilladt. En morgen er et andet barn kommet ham i forkøbet. Han forhandler og lover ting, han er villig til at gøre, hvis bare han må få dragten, men der er ikke noget at gøre. Det udvikler sig til slåskamp og dragten sprækker fra hoved til hale. Han er rasende og ulykkelig. Det andet barn bliver hentet efter kort tid. Selv må han sidde på en stol resten af dagen, mens de andre leger i skoven. Næste dag er dragedragten forsvundet. Når han spørger efter den, får han at vide, at den er ved at blive repareret. Sådan fortsætter det i en uendelighed, indtil den dukker op skamklippet og syet om med en stor rød mund og lange øjenvipper. Han kan ikke passe den længere. Han niver de små børn, der drister sig til at tage den på, når de voksne ikke ser det.

*

De fejrer jul to gange: D. 24. derhjemme med bedsteforældrene og anden og tredje juledag på hedegården i Vestjylland. De kører igennem Grimstrup og Grisbæk, og tvillingerne kan ikke forstå, at nogen kan bo sådan nogen steder, der har sådan nogle navne som dem. Der lugter af kolort og gylle. Jorden er sort, hvor den kigger frem under sneen. Der er roekuler og møddinger. De levende læhegn mere ligger end står i markskellene. Dyrene er på stald. Der er katte på verandaen, der drikker mælk af en stegepande, en bedstemor, der slår hænderne sammen. Hun er så glad for at se dem, nu skal der rigtig være gilde. Mostrene ligner en yngre og en ældre udgave af den ene forælder. Den anden synes, al den julehalløj er gået for vidt og sluger mandlen i risalamanden i protest. Derhjemme kan de akkurat nå rundt om juletræet. På hedegården er de så mange, at det giver mere mening at fare hele huset rundt, mens de synger Nu det jul igen! igen og igen. Det er det bedste han ved.

*

Efter svinget er der en stikvej, som ender blindt. I hjørnet af vendepladsen et pilekrat med rislende vand mellem rødderne. Der dufter af våd jord. Anemonerne bugter sig ned mod en mark med kvier og bag den Lindebjergstien, der følger sporet efter den nedlagte jernbane. Skoene bliver hurtigt våde, men det gør ikke noget, at han bliver beskidt. Tøjet kan vaskes, men det må ikke gå i stykker: Kommer han hjem med blødende knæ, trøster forældrene ham med, at huden vokser sammen igen i modsætning til tøjet, der er dyrt og må lappes. Han har kun et par bukser, der ikke har lapper. De bliver gemt til en særlig lejlighed, og er for små, da den endelig kommer.

*

Forældrene går gennem haven i træsko med en vandkande i hånden. De sparker bolden tilbage til ham. Han sparker bolden hen til forældrene igen, men denne gang må han selv hente den. Det er det tætteste, de kommer på at lege. Hvis han vil, kan han hjælpe med at luge ud i køkkenhaven. Han får sit eget stykke jord, hvor han planter ærter og gulerødder. Han hader pastinakker og jordskokker og hiver dem op med rode og smider dem på kompostbunken, da forældrene i deres letsindighed har udpeget dem for ham. Han får skældud og påstår, at han troede, det var ukrudt. Tænk, at noget, der ser så tilforladeligt og grønt ud over jorden, kan gemme på så beske rødder og knolde.

*

‘Vegetar’ er et ord ingen forstår. Han må forklare, hvad det betyder: At han ikke spiser kød. Der er voksne, der fortæller ham, at man kan dø af det. At man dør, hvis man ikke spiser kød. De andre børns livretter er ribbensteg og flæskesteg og hakkebøf med bløde løg og røde pølser og spaghetti med kødsovs og millionbøf og frikadeller. Hans egen er hvidkålskrebinetter, men det siger han ikke til nogen. Når han skal sove hos en ven, får han salatblade og kartofler. Nogle gange hælder mødrene stegefedtet over kartoflerne, for at de skal smage af noget, så må han nøjes med salatbladene. Nogle gange kalder de andre forældre det, han spiser, kaninfoder og spørger, om han ikke synes det er synd for dyrene, at han spiser deres mad. Nogle gange kigger de på hinanden med sigende blikke og synes, det er synd for ham. Det er det værste. Heldigvis er der som regel dessert.

*

Pigen med de røde træsko bor for enden af vejen. Hendes hoved hælder altid til den ene eller den anden side. Hun har smilehuller og kysser ham på kinden og munden. De sidder på gulvet i hendes værelse og ved ikke, hvad de skal lave. Hun synes, de skal bolle. Det har hun set sin mor og sin stedfar gøre. Man skal tage bukserne af og undertøjet, så skal han lægge sig oven på hende. Hun siger underlige lyde og griner. Hun er rød i hovedet. Hun smiler. Bagefter drikker de saftevand i stuen. Moren ligger på sofaen med et blad. Al luft i rummet forsvinder ind under stedfarens overskæg, da han kommer ind ad døren. Han bevæger sig hurtigt og lydløst som det umulige afkom af en kat og en elefant. Han placerer et knæ mellem morens ben og stikker sin tunge ind i hendes mund. Han er ved at knappe hendes bluse om, da han få øje på dem. De har gjort noget forkert. De skal slet ikke være der. Moren synes det samme som stedfaren. Han kommer fra Tyskland og slår pigen med sit bælte, når hun har været uartig.

*

Han kan bedst lide den, hvor århusianerne bliver begravet med røven opad, så de kan bruges som cykelstativer. Man må ikke sige ‘røv’, men når man fortæller en vittighed, må man godt. Tvillingerne kan mange:

   Hvordan gør man en århusianer rundtosset?

   Man beder ham tisse i hjørnet af en tønde!

Han kan også godt lide den med bildøren, som århusianerne tager med ud i ørkenen, så de kan rulle vinduet ned, når det bliver for varmt, men han kan aldrig fortælle den rigtigt. Han farer vild i historien og kommer til at afsløre pointen, før den er færdig. I stedet begynder han at opfinde sine egne:

   Hvorfor står århusianerne på en kaffekande, når de skal fange ugler?

siger han for eksempel. Det er der simpelthen ingen, der kan gætte.

   Ellers kan de ikke nå!

Tvillingerne synes den er åndssvag, men forældrene skriver den ned i en lille bog, hvor der står sjove ting, som nogen engang har sagt eller gjort.

*

Han starter til fodbold og får en ny træningsdragt i klubbens gule og røde farver. Støvler er der ikke råd til, så han må arve tvillingernes. De er to numre for store og har to gule striber. Tvillingerne plagede om at få Adidas, men der var ikke råd til den sidste stribe. Forældrene synes ikke man skal ødsle pengene bort og desuden er der jo ingen, der lægger mærke til, om der er to eller tre striber på. Selv drømmer han om Puma med den springende kat på siden af foden, men det kan der slet ikke blive tale om. Til den første træning skal de stå på række. Han skal tisse, men tør ikke spørge og tisser i de nye træningsbukser, da han ikke kan holde sig længere. Da de endelig er færdig med at stå på række, spørger han træneren, om han må gå på toilettet og får til sin store lettelse lov, selvom skaden er sket.

*

Bogstaverne er forfærdelige. Hvordan kan nogen se forskel på b og d? På t og f? på h og k? Han hader dobbeltkonsonanter. Han lærer aldrig at læse, når de bøger de får, er så åndssvage. Han kan skrive sit eget navn og ‘ade’ og ‘mor’ og ‘far’. Tvillingerne kan han ikke stave til. Han fortæller en historie til forældrene, som de skriver ned, så tegner han tegningerne, der skal være i bogen. Det handler om dragernes land. De farligste er de sjoveste at tegne, men de farlige kan ikke være søde, så han bliver nødt til at opfinde nogle, der er mere som ham selv. De ser fjollede ud. Han giver dem navne, han selv finder på. Der er også en ond troldmand, men Gud hjælper de søde drager. Der er ingen, der tror på Gud, der hvor han bor, men han må godt være med i bogen. Gud er en trekant. Det ved alle.

*

   Hvad spiser I så til jul,

spørger de andre børn.

   når I ikke må få flæskesteg?

   Spiser I så and?

   And er også kød.

siger han.

   Men en and kommer jo ikke fra en ko eller en gris.

   Kylling er heller ikke kød,

siger de,

   eller fisk.

Han vil hellere dø, end fortælle, hvad de spiser: Der er hvide og brunede kartofler og rødkål og waldorfsalat og en form for brun sovs med fløde og soja, og så får de nøddesteg eller champignonsteg. Det er både meget traditionelt og meget utraditionelt. Han kan bedst champignonsteg, men det, han allerbedst kan lide ved julemaden, er de franske kartofler, der ligger på fadene, som bliver sendt rundt, når de er på hedegården. Det er den eneste gang om året, han får franske kartofler.

*

Han elsker sin musiklærer. Hun hedder Johanne, går i løst tøj og har fletninger. Hun underviser også i kristendomskundskab. Han synger kanon med sine klassekammerater:

   Vi har lejrbål her

   mellem stammer og træer,

   på den lille ø,

   i den blanke sø.

Han lytter til hendes bløde stemme, der læser bibelhistorier og beder i hemmelighed til Gud, når forældrene har kysset ham godnat og lukket døren.

   Men på Danger Hill,

   venter Sorte Bill,

   ved et røveri,

   har han myrdet ti.

Det er måske en varm sommeraften, og det er stadig lyst, da han første gang kravler ud af sengen, lægger sig på knæ og folder hænderne.

   Vor sherif er død,

   det var Bill, der skød,

   og hvor blodet flød,

   der blev jorden rød.

   Han lytter til hendes stemme og tegner Gud som en trekant, der græder.

*

I den lille bog er der en historie, om dengang han var to år og drak snaps, og tvillingerne opdagede, at han havde kastet op, og sladrede til forældrene, men tvillingerne sagde også: Han har selv tørret op! Det er det, der er det sjove. En anden historie handler om engang han kom ud i køkkenet og spurgte

   Hvornår er pandekagerne bagt?

   Pandekager bliver ikke bagt,

siger forældrene så.

   Men hvornår er de så pandede?

Han forstår ikke, hvorfor det er sjovt. Han kan stadig godt lide pandekager. De spiser dem med solbærsyltetøj. Det er det, der er normalt. Der findes også usunde mennesker, der både kommer syltetøj OG sukker på. Det kunne han godt tænke sig at prøve, men han lader som om, han synes det er for galt, at nogen kan finde på den slags, ligesom forældrene. Han kan ikke lide æbleskiver. Engang spiste han for mange og endte med at kaste op. Det er kardemommen og den klæge dej, der giver ham kvalme. De ting man husker med kroppen, kan man aldrig glemme.

*

Han får det at vide et halvt år, inden de skal flytte og skynder sig at blive ven med en dreng i parallelklassen, der kommer fra Nordsjælland. Så kan han øve sig i at tale som en Københavner.

*

Drengen fra Nordsjælland bor på en nedlagt gård lige ved gadekæret. Hans stedfar har et tøjfirma og kører i store biler. Drengen siger, at stedfaren har tre brystvorter, to i venstre side og en i højre, men det passer nok ikke. Ingen låser døren, når de går på toilettet i det hus. Det er ikke til at begribe, at nogen kan være så skamløse. Drengen har et værelse ovenpå, som er kæmpestort, og finder på at invitere nogle piger fra parallelklassen til at komme og sove. De ser film og spiser popcorn. Bagefter spiller de strippoker. De stopper først, da en af pigerne når til undertøjet. Drengen fra Nordsjælland synes, det er snyd.

*

De flytter ind i et villakvarter, hvor alle vejene ender blindt. De hedder Assensvej og Bogensevej og Fynsvej og Fåborgvej. Det er der, de bor i blindgyden, hvor en gangsti fører op til Nordhøjen. Der er også klynger af rækkehuse, som hedder Ibsgården og Knolden og Terrasserne. Der er en købmand og en bager i centeret bag skolen og en brun bodega, hvor folk altid er fulde. Bag Tvindskolen ligger en leverpostejfabrik. Han har hørt, de kan bage 40.000 bakker leverpostej på en nat. Han tænker på, hvor mange døde dyr, man skal bruge for at have indvolde nok til sådan en portion. Han kan ikke tåle at se blod. Engang skar han sig i hånden og besvimede. Kødet delte sig, og han kunne se knoglen. Alt, hvad der er inde i kroppen, føles som et mareridt. Hvordan kan nogen holde ud at være læge og skære i andre mennesker? Hvordan kan nogen holde ud at være slagter? Skolen er endnu værre, end den han kom fra. Der er ingen, der taler nordsjællandsk. Nu havde han ellers øvet sig så længe.