De ting man husker med kroppen, kan man aldrig glemme

Jeg har altid haft en modvilje mod det selvbiografiske, det er forestillingen om sandheden, at den er absolut: At der er sandhed og så er der løgn. Det er det, der giver mig lyst til at protestere. Folk husker forskellige ting. Folk husker de samme ting forskelligt. Alle har deres egen dyrebare sandhed, som ikke nødvendigvis har så meget med virkeligheden at gøre, men mere med hvordan de oplevede den. Den selvbiografiske roman – dette Frankenstein-monster – vil bilde os ind, at litteraturen og virkeligheden er to sider af samme sag, og at det, der står i bogen er lige så virkeligt som virkeligheden selv. Men intet er som virkeligheden, for den forandrer sig hele tiden, forskyder sig og forandrer sig, ingen kan overskue den fuldstændig, vores oplevelse af den er fragmentarisk. Vi er hele tiden bagefter, for i det øjeblik vi begynder at tænke over, hvad der er sket, er det allerede passeret. Det, der står i en bog, ændrer sig derimod ikke.

Hvis det er sandt, at den, der skriver selvbiografisk bør holde dommedag over sit eget liv, hvorfor er der så så mange selvbiografiske bøger, der ligner helteportrætter, hvor det eneste, der bliver holdt dommedag over, er omgivelserne? De