Ulven kommer, ulven går

»[H]an skrev nogle ulæselige bøger, akkumulerede ufordelagtige sætninger, en nedslående logik og kvælende terminologier, en efter en skulle det ganske hurtigt vise sig, at der naturligvis overhovedet ikke var nogen som helst, der kunne bruge dem til noget som helst«. Ganske kort inde i László Krasznahorkais Den sidste ulv fra 2009, der netop er udkommet på dansk, støder man på denne beskrivelse af en falleret, tysk filosofiprofessor, som har lagt sig ud med akademiet til fordel for Hauptstraße i Schöneberg i Berlin, hvor han på stambaren Sparschwein underholder en ungarsk bartender, der lytter til sin sternburgbællende stamgæst med et halvt øre.

Krasznahorkai er ikke uden selvironi, og det kunne lige så godt have været en beskrivelse af hans eget forfatterskab. Her akkumulerer sproget sig også i en rasende fart og uden megen luft mellem de sidelange og ofte paragrafløse sætninger. Derudover er »nedslående« og »kvælende« også en ganske præcis beskrivelse af Krasznahorkais to romaner, der indtil videre er udkommet på dansk, Satantango og Modstandens melankoli, som begge foregår på gennemsmadrede og trøstesløse ungarske landbrugskollektiver lige før