Et værksted, et værksted, et værk

Han ville egentlig slet ikke være forfatter, László Krasznahorkai, og alligevel skrev han, efter flere års omkringstrejfen, mestendels tilbragt på landet, i armod, på flugt fra værnepligten og militæradministrationen, der altid var et skridt bagud, alligevel skrev han, den 19-årig yngling, mesterværket Satantango. I hovedet. Om natten, mens han arbejdede som kovogter. Senere nedfældede Krasznahorkai teksten, som endte hos Péter Esterhazy, ved hvis mellemkomst værket udkom. Mod forfatterens ønske bar omslaget hans navn.

Krasznahorkai ville ikke være forfatter; da han alligevel blev det, ville han kun skrive én bog. Satantango var dog ikke bogen. Noget var endnu uforløst. Derfor skrev han Modstandens melankoli. Stadig uforløst. Derfor skrev han Krig og krig. Igen uforløst. Derfor skrev han Baron Wenckheims hjemkomst, der, har forfatteren selv sagt, sætter et punktum for bogen. Eller denne bog, rettere. For den udgør ét hovedspor i forfatterskabet, ’det ungarske spor’, kunne vi, med tanke på romanernes steder og kulturelle kontekst, kalde det. På samme måde kunne vi tale om et andet hovedspor, ’det kinesi