En ulækker idé
Noget af det mest modbydelige, jeg har set på dansk tv, var, da Judith fødte Lillebror i Lars Von Triers Riget. At se en kvinde presse en voksen mand ud gennem sin fødselskanal er gruopvækkende, men nærmer sig på ingen måde den kvalmende oplevelse, det er at se DRs nye familiesatsning Løvens hule junior. Programmet har samme form som dets moderformat Løvens hule, men i stedet for voksne er det her børn, der tager plads foran et panel af kendte iværksættere for at pitche deres forretningsideer. Og det er U-HYGGE-LIGT.
En efter en bliver børnene ledt ind foran panelet af løver af værten Jonas Madsen, der ligner og opfører sig som en energidrik, og en efter en går de opmuntrede derfra i håb om selv en dag at blive en stor iværksætter. I Riget fødte Judith en voksen mand. I Løvens hule junior føder DR en hær af børn, der ligner og opfører sig som Jesper Buch. Et mareridt, som Lars Von Trier kun kan drømme om at udtænke.
Og lad mig gøre det klart for de mere tilbagestående læsere, at min harme naturligvis ikke er rettet mod de søde og nuttede og nuttede og søde små børn, der deltager i programmet.