»Dagen er en grill og jeg er bøffen«

Hvad sker der, når fødselsoplevelsen er traumatisk? Hvornår bliver man egentlig mor? I hvor høj grad sygeliggør et kejsersnit eller bare en almindelig hospitalsfødsel den gravide? Og hvordan sikrer hospitalsvæsnet sig et velinformeret samtykke i en så presset situation, hvor der er tale om et semi-akut kejsersnit? Det er alle spørgsmål, som Lea Marie Løppenthins nyeste digtsamling Løven og Klagen kredser om.

Kejsersnittet og den efterfølgende ni dage lange indlæggelse sidder som et dybt traume i jeget, der forsøger at forså, hvad der skete, da barnet blev skåret ud af hende og i tiden op til. Udover kejsersnittet beskriver Løppenthin dels selve graviditetsoplevelsen, men dels også barselshverdagen med modermælkserstatning, bæreseler og en hundedyr barnevogn. I de beskrivelser fylder kærligheden til den nyfødte mest, men det traumatiske kejsersnit og den efterfølgende indlæggelse bliver ved med at ødelægge stemningen, for nu at sige det meget pænt, i både værk og liv.

Løven og Klagen indledes bidende hårdt med bemærkningen »Jeg er tilbøjelig til at finde andre jubilæer end den dag, du blev skåret ud af mig.« Det forstås, for hvordan giver det mening