En del af os selv

For tre år siden skrev jeg afgangsprojekt om Palads. Året før havde bygningens ejer Nordisk Film lanceret et storstilet højhusprojekt klodset op af tegnestuen BIG. Kultureliten og folket slog ring om Palads. Planerne blev trukket tilbage. Et par år efter fik ejeren Nordisk Film så tegnestuen COBE til at tegne tre forslag, alle mærkværdige, som led i en såkaldt borgerdialog. Nu ligger et af dem til behandling i kommunen, og d. 18. april beslutter Københavns Borgerrepræsentation, om Nordisk Film endelig kan få lov at bygge det kontorhus, de drømmer om.

Tilbage i 2021 ville jeg som kommende journalist skrive fortællingen om Københavns forandring med kampen om Palads som prisme. Min underviser, censor og kollegaer spurgte: »Hvorfor lige Palads?« Jeg forklarede og forsvarede, hvilken betydning det spektakel kunne have, men efter eksamen kunne jeg ikke slippe spørgsmålet. Samtidig tog en sætning bo i mig, uden jeg helt forstod hvad den betød. Undervejs i forløbet havde en kilde sagt, at der »ikke er et sprog for dét, folk føler omkring dét at bo i en by«. Mens den skrev sig selv igen og igen i mine noter, tænkte jeg over mit eget forhold til Palads. Hvorfor gik jeg så meget op i lige netop den bygning? 

Jeg husker første gang, jeg så Palads. Det var kort tid efter min familie var flyttet til København, og året efter Poul Gernes og familien havde forvandlet en anstændig bygning til et kæmpe bolsje med kongeblå balustre. Den dårlige smag af fersken og laks stod side om side med det stilfulde SAS-Hotel tegnet af selveste Arne Jacobsen ned til sidste nøglehul. Tiden går. I dag er det Gernes’ palette, der placerer Palads på en 2’er i det SAVE-system, som Københavns Kommune bruger til at vurdere bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer. Idet Palads er udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen, kan politikerne kræve den bliver stående præcis som den er.

Som lille pige fik jeg øje på et funklende fatamorgana fra perronen på Vesterport Station. Over den grå banegrav stod en bygning i alle regnbuens farver. Kunne det alligevel være rigtigt? Siden har Palads været min yndlingsbygning. Måske fordi Palads manifesterer, at det utrolige kan ske. Og så har den humor. Når jeg cykler forbi Palads, får jeg et skud livslyst i habitatet af asfalt, granit, mursten, pænhed og alt det, vi kan blive enige om. Palads er kitsch og alt for meget. Et mentalt fristed. 

Spørgsmålet er om, der er nogle politikere, der tager det, som vi siger, føler og mener om det at bo i København alvorligt.

Vi er mange, tusindvis, der føler noget for Palads. Mange, der har minder fra biografture, kiksede dates og besøg i storbyen. Vi er også mange, der bare elsker glade farver. Nogle af os savner nok også lidt af det København, der var før cafe latte og Richard Florida, Monocle’s livabilityratings og bylivsregnskaber, full-on boligspekulation og uhæmmet grådighed, krydstogtsturister, croissanter i limited edition og eventkultur døgnet rundt, året rundt. Før det, var Palads. I hjertet af København står Palads tilbage som et minde om en by, der måske var fattig, men havde en rig bykultur, der handlede om mere og andet end at se ud og bruge penge.

Det handler om vores identitet – og det stikker dybt. I min søgen efter svar stiftede jeg bekendtskab med kulturgeografiens teorier om steders betydning for menneskers identitet, om naturfolks emotionelle forbundethed med naturen og om neurologers forskning i sammenhængen mellem menneskers trivsel og deres omgivelser.

Vi kender os selv gennem de steder, vi vokser op og lever i. Og så er der det med kunsten. Den vækker følelser i os og får os til at forholde os til omverdenen. Kunsten skaber betydning. I byens rum får den os til at relatere os til de steder, vi færdes, og som over tid bliver en del af vores identitet. Alt det er med til at forklare, hvorfor vi mennesker kan se sort, når nogle vil forandre vores miljøer. Det forklarer også, hvorfor vi kæmper for at bevare Palads. Vi kæmper for at beholde noget af os selv. 

Gennem årene har kunstnere, filmelskere og kulturarvsforkæmpere kæmpet bravt for at bevare Palads. Til sidst tog selv kultureliten Palads til nåde og slog sig sammen om en aktivistisk idékonkurrence, mens arkitekturanmeldere erkendte, de trods alt hellere ville beholde det postmoderne firsermareridt end se på et ligegyldigt højhus. I 2022 høstede Palads flertallet af københavnernes stemmer om de vigtigste bygninger i Københavns Kommunes kampagne Byens Sjæl. 

Mest væsentligt er nu, at klimaaktivister og den nye generation af arkitekter er gået ind i kampen. De kæmper for en bygningskultur indenfor de planetære grænser, idet klimakrisen fordrer vi bygger og udvikler byen med et minimalt ressourceforbrug. I det lys giver det ikke mening at rive en bygning ned for at bygge et kontorhus i København, som ingen efterspørger. Nordisk Films drøm om at tjene penge er i sig selv ikke længere en legitim årsag til at udnytte grundens vækstpotentiale.

I dag repræsenterer Palads ikke kun det, vi var. Diskussionen om bygningens fremtid peger også på spørgsmålet om, hvem vi bliver med de beslutninger, vi tager i dag. I sagen om Palads’ skæbne har en polyfoni af stemmer ytret sig. Vi taler gennem høringer, debatindlæg, sociale medier, demonstrationer, underskriftindsamlinger, kampagner og ideforslag. Budskabet er klart: Vi vil beholde Palads. Spørgsmålet er om, der er nogle politikere, der tager det, som vi siger, føler og mener om det at bo i København alvorligt.