Italesat autenticitet
»Det kan næsten kun blive en god film det her!« Sådan siger den ene dokumentarist Christian Sønderby Jepsen, med kameraet på skulderen, til sin partner og instruktørkollega Mira Jargil i begyndelsen af deres dokumentar, Munken, der havde premiere i september. »Ja, nu må vi se«, svarer Jargil på vej ned ad den bjergside i Sri Lanka, hvor parret over et par uger har fulgt den tidligere danske HIV-forsker, siden genfødte buddhistiske skovmunk, Jan Erik Hansen.
Man forstår umiddelbart Jargils mådehold. Indtil videre er man som seer ikke blevet præsenteret for meget andet end en række optagelser af den excentriske munk i sit hus på bjerget, rundt i junglen eller foran computeren, hvor han uploader meditations-instruktionsvideoer. Lidt droneskud også, men altså; måske lige tidligt nok i processen til at konkludere på filmens samlede kvalitet?
Fred være med det, tænker man, men så rammer en dybere undren: Hvorfor i alverden er denne præmature metakommenterende finurlighed ikke bare blevet efterladt i klipperummet? Hvis man tager fat i filmens tematikker om søgen og tvivl i det moderne samfund, går det op for én, hvor klodset og navlepillende udvekslingen faktisk e