Hvornår er man feminist nok?
Hvis man følger bare en smule med i den offentlige debat, får man ofte det indtryk, at alle er feminister. Fra kulturelitens nepo babies, som flittigt diskuterer antiwork i deres forældrekøbte lejligheder, til skofirmaet roccamore, der med sin magtfulde-mænd-iført-stilet-kampagne, #RespectHighHeels, advokerer for kvinder i bestyrelser, selvom der langt fra er kønsligestilling i disse mænds bestyrelser. Fra den sexpositive mikroinfluencer, der tjener sine penge på at reklamere for feministisk sexlegetøj og skrabere, til Nike, der med kampagnen ”Dream crazier” med Serena Williams i front taler for lige rettigheder til kvinder. Fra Nørrebro Pride, hvis minoritetsfeminisme, og derfor ekskludering af hvide, resulterede i klagesang fra borgerlige feminister, til feminismen hos Helle Thorning-Schmidt, hvis stramme økonomiske politik har skabt mere ulighed.
Det kan virke paradoksalt, at så mange vidt forskellige aktører med så mange vidt forskellige mål kalder sig feminister. Er feminismen blevet udvandet til ukendelighed i takt med dens udvikling fra radikal til mainstream? I dag kalder hvem som helst sig feminist – også nogle gange på et lidt tyndt grundlag.
Hvis man spørger rødstrømpen og kønshistorikeren Jytte Larsen, som tilhørte den såkaldt separatistiske lesbiske bevægelse i 70’erne, er problemet med feminismen i dag, at den i for høj grad underkender, at hvidhed er et privilegie, som mange - også feminister – nyder gavn af. Blot fordi man kalder sig feminist, og opfatter sig selv som en del af kampen, bliver ens handlinger ikke nødvendigvis guds gave til de positive forandringer af verden. Der vil altid være et vist element af, om ikke hykleri, så i hvert fald pragmatisme på spil.
»Feminismen har vundet mange sejre, men spørgsmålet er, hvem alle disse sejre gavner? I meget af den politik og den lovgivning, jeg som andenbølge-feminist har satset på, vejer den tunge ende nedad. De ting, der er gode for hvide, er for eksempel ikke nødvendigvis godt for sorte og brune, fordi vi har et strukturelt racistisk samfund,« siger Jytte Larsen.
Feminismen har ganske rigtigt påvirket verden, men ikke nødvendigvis på en måde, så verden er blevet et mere feministisk sted. Jo, måske for nogle få og i forvejen privilegerede. Det, der på overfladen kan ligne en ligestillingssejr, er ikke nødvendigvis en sejr for lige værd. Som Oxford-filosoffen Amia Srinivasan peger på i essaysamlingen Retten til sex, var den feministiske sejr for en samtykkelovgivning hvid. En kriminalisering som middel til et feministisk mål, kommer dem til gode, som retssystemet historisk er indrettet til at passe på. Den negligerer, at retten til egen krop, ikke er ens for alle. Feminisme er derfor ikke kampen for ligestilling, men for ligeværd.
Af samme grund skal man være varsom, når dem, der har magt og penge, pludselig maler med den brede feministiske pensel, imens deres reelle handlinger forbliver de samme. Hvis noget lyder for feministisk til at være sandt, er det det måske. Eller måske er det bare ikke muligt at bedrive perfekt feminisme, fordi virkeligheden er mudret. I den forstand er det at kalde sig feminist – og påtage sig den feministiske kamp – en balancegang mellem pragmatisme og idealisme, reform og revolution.
Man må som feminist altid spørge sig selv, hvem ens feminisme gavner.
»Magt og rigdom korrumperer. Det ved vi. Derfor er det en ekstremt vanskelig balancegang at tage magten på sig samtidig med at være feminist. Vi lever i en tid, hvor den unge generation står overfor en deroute. Jeg har været på en voldsom køns- og klasserejse, der gør, at jeg i dag sidder i eget hus på magisterpension og føler, at jeg kan ALT. Sådan ser den sociale mobilitet og økonomien ikke ud i dag,« siger Jytte Larsen.
Nogle, der tager bestik af den situation, er folkene bag virksomheden Female Invest, der har som mission at skabe finansiel ligestilling mellem kønnene. Selvom det kan lyde paradoksalt, mener de, at aktiemarkedet er nøglen. At få kvinder – og andre grupper, der er underrepræsenterede på finansmarkederne - til at investere og dermed opbygge kapital. Måske kan man rent faktisk godt tage magten på sig og samtidig være feminist? Det mener Anne-Sophie Hartvigsen, der er en af virksomhedens tre grundlæggere:
»Når vi kigger på grundene til, at kvinder falder bagud, er de fleste grunde systemiske – altså ikke noget vi kvinder kan ændre selv. En af de eneste ting, vi kan ændre i dag, er, hvordan vi forvalter vores penge. Markedet er tilgængeligt for alle og løfter både enkeltpersonen, men giver dig som enkeltperson også mulighed for at ændre samfundet med dine investeringer.«
At økonomisk uafhængighed kan være et middel til at nå målet om det ligestillede samfund er Anne-Sophie Hartvigsen og Jytte Larsen enige om. Men, som Jytte Larsen påpegede, kan selv noget, der kan forekomme nok så feministisk, sagtens vende den tunge ende nedad. Aktiemarkedet er vel en af de mest rene udkrystalliseringer af kapitalismen, vi har. Og kapitalismen bygger på klasseuligheder og er grundlæggende en ulighedsmotor. Ved at hælde endnu flere penge i aktiemarkedet, fylder man vel bare mere benzin i ulighedsmotoren? Som Jytte Larsen gør opmærksom på, må man som feminist altid spørge sig selv, hvem ens feminisme gavner. Hvordan kan investeringer i aktier nogensinde blive et feministisk projekt? Det er måske også blot et spørgsmål om, hvorvidt feminisme går i tråd med liberalismen?
»Aktier er ikke en perfekt løsning. Uanset hvad man investerer i, er det en struktur, som ikke er lavet af kvinder. Men investeringer påvirker altså, hvordan verden ser ud,« siger Anne-Sophie Hartvigsen og uddyber:
»Vi har lært utroligt meget om feminisme de seneste år. For Female Invest handler det ikke om, at kvinder skal stryge til tops i den verden, vi lever i nu, men at kvinder skal have økonomisk magt til at ændre spillereglerne. Uanset hvem du er, også hvis du er på dagpenge eller er studerende, vil der højest sandsynligt være noget, du kan gøre for at få mere ud af dine penge. Derfor underviser vi nu også i privatøkonomi.«
Det kan lyde, som om feminismen i dag har mistet pusten og ikke kan finde fodfæste. At den er blevet en gigantisk, lidt vag bevægelse, befolket af en hel masse vidt forskellige aktører, der færdes i en hel masse vidt forskellige strukturer. At den både kan repræsentere magten og de magtesløse. At den kan være antikapitalistisk og kapitalistisk på samme tid. En kamp der stritter i mange forskellige retninger.
»Feminisme må gerne starte hos dig selv, men den må ikke ende der.«
Ifølge Emma Holten, feministisk aktivist og aktuel med foredraget Feministisk økonomi: Hvad er vi værd? kan den definitionskamp, der foregår, måske tolkes som noget positivt. Som en større bevidsthed om, hvad det egentlig er for et samfund, vi lever i. I den forstand er aktiehandleren, der kalder sig feminist, og den socialistiske rødstrømpe, blot repræsentanter for to forskellige syn på, hvad der driver forandringer i samfundet.
»Female Invest operer inden for en individ-fokuseret feminisme, der giver kvinder et værktøj til at overleve i en allerede fucked verden, fremfor en struktur-fokuseret feminisme, som jeg er tilhænger af, der ønsker at transformere hele måden, vi indretter vores samfund på.«
Dermed er den feministiske kamp også udspændt mellem det klassiske samfundsvidenskabelige dilemma. Er det summen af individers handlinger, der ændrer tingene, eller er det en omvæltning af strukturerne, som individerne lever inden for, der skal til? Det kan nogle gange virke som en lidt for nem løsning at gå efter det helt store revolutionære brag, der med et snuptag udraderer al ulighed i verden. Eller som Emma Holten forklarer, så kan en revolutionering af, hvordan vi ser verden, økonomi, mennesker, arbejde, naturen osv., føles som en ordentlig mundfuld, »for ja, det tager længere tid en et enkelt klik på Nordnet«.
Det er et krævende arbejde at omforme verden. Derfor er det helt forståeligt, at folk måske er i vildrede over, hvor de skal starte. Selvom Emma Holten ser sig selv som repræsentant for en anden slags feminisme end Female Invests, ser hun det ikke som en dårlig ting, at der findes virksomheder, der skaber en feministisk platform for investering. Dem, hvis feminisme giver sig udtryk i deltagelse på et ulighedsskabende, kapitalistisk aktiemarked, skal måske blot være ekstra opmærksomme på, at ens feminisme som investor legitimeres af, hvordan man benytter sig af den magt, man får med sine investeringer - samt hvad man investerer i.
»Feminisme må gerne starte hos dig selv, men den må ikke ende der. Så længe man benytter de penge, man tjener på sit feministiske projekt, på at løfte andre end blot sig selv ved at omfordele sine goder og presse på med feministiske dagsordner til medlemsmøder, er det feminisme,« siger Emma Holten og tilføjer:
»Spørgsmålet er bare, om det sker.«