Film der finder sted
En kerne i al dokumentarisme, fristes man til at sige, eller i hvert fald ét af de kendetegn, der giver adskillelsen fra fiktionen en smule mening, er den kunstneriske udforskning af specifikke, konkrete og ikke mindst virkelige steder. Det kan forekomme åbenlyst, at den virkelighed, som dokumentarfilmen behandler, selvfølgelig udspiller sig i bestemte fysiske rum. I en tid, hvor det fysiske og virtuelle sammenvæves – et fænomen, der ikke mindst er præget af online-billedstrømmens de-lokaliserede parringsdans om sansernes opmærksomhed – er det dog et kærkomment pusterum at begive sig ud i byen, ind i biografen og fordybe sig i fokuserede perspektiver på de hjørner af den Jord, der trods alt stadig er vores kroppes fælles underlag.
Et oplagt sted at starte er ved det lidt skjulte underprogram ”A Sense of Place”. Her kan man møde den store tyske filminstruktør Wim Wenders (Himlen over Berlin, Paris, Texas, Buena Vista Social Club) i en samtale med den iranske kunstner og kurator Afsun Moshiry om Wenders tilgang til netop at indfange det stedsspecifikke i sine film. Program