Brød og roser til alle
»Hvis krig har en modsætning, er det måske nogle gange en have«, skriver Rebecca Solnit i sit romanlange essay Orwell’s Roses. Det tager afsæt i Orwells liv og forfatterskab, men handler lige så meget om rosens kulturhistorie, totalitarisme, haver og industri, sproget som politisk arena og spørgsmålet om, hvilken rolle uproduktiv tid spiller i kampen for en mere retfærdig verden.
Jeg havde næsten glemt Orwell, som man glemmer en velfungerende muskel. Jeg stødte på hans førstehåndsberetning fra den Spanske Borgerkrig, Hyldest til Catalonien, som måske syttenårig. Det var en af den slags formative læseoplevelser, der vækkede og slukkede en tørst. Jeg læste den og fandt, at jeg havde trængt til dens sprogbevidsthed, ideologiske klarsyn og politiske desillusion, tvivl og ømhed. Den blev en del af min måde at tænke på. Solnit læste også Orwell som ung. Han blev et af hendes primære litterære forbilleder. Alligevel accepterede hun det gængse billede af den berømte forfatter, som levede og skrev med blikket strengt rettet mod politiske løgne, propaganda og totalitarisme. Det samme gjorde jeg.
Solnit oplever, at roserne forbinder hendes tid med Orwells tid. De to forfattere har en menneskealder imellem sig, men tilhører samme rosealder. Hun står sammen med Orwell i rosernes minde.
Men heldigvis falder Solnit over en bibemærkning i et af Orwells essays om nogle roser, han i 1936 plantede i sin have i Wallington, Hertfordshire. En novemberdag godt firs år senere står hun i haven. Orwell er død for længst, men to af roserne blomstrer. Det får Solnit til at tænke på det etruskiske ord saeculum, der løst oversat betyder tidsspændet fra noget sker, til det sidste vidne er borte. »Hver begivenhed har sit saeculum og siden sin solnedgang,« skriver hun. Et saeculum beregnes typisk til hundrede år. På dansk har vi det afledte ord sekel, men også de to smukke begreber: en menneskealder og i mands minde.
Solnit oplever, at roserne forbinder hendes tid med Orwells tid. De to forfattere har en menneskealder imellem sig, men tilhører samme rosealder. Hun står sammen med Orwell i rosernes minde. Det er en vild perspektivudvidelse. Fra det øjeblik er roserne aktører i Solnits fortælling. Sabotører, kalder hun dem. De sprænger hendes ide om Orwell og manifesterer det spørgsmål, der bliver essayets røde slyngtråd. Hvordan hænger fritid, skønhed og glæde sammen med kampen for social retfærdighed?
Hvis krigen nogle gange har haven som modsætning, kan det være fordi, man i en have kan dyrke andre tider end den militære. Krigens tid er accelererende lineær – fremad, march! – ligesom industrialiseringens og den kapitalistiske væksts tid. En jernbaneformet, mineskaktformet, boreformet, bazookaformet tid. Men enhver have, selv den mest disciplinerede, er et komposterende mylder af kredsløb og sæsoner. Et mylder af fremtider. Roserne ryster Solnit ud af en vaneforestilling og rystelsen forplanter sig. Hun genbesøger Orwells forfatterskab og finder en ukendt Orwell, der foruden sit »kolde blik for politisk monstrøsitet« fokuserede på nydelse, privatlivets bekvemmeligheder »og mest af alt dyr, planter, blomster, naturlandskaber, havebrug, landet, glæder der dukker op i hans bøger igen og igen hele vejen frem til 1984’s lyriske skildring af det Gyldne Land og dets lys, træer, enge, fuglesang og følelse af frihed og forløsning«. Orwell’s Roses er blandt meget andet en praktisk manual til en måde at læse på: Botaniserende, nysgerrigt, antiautoritært.
Solnit læser nedslag i rosens historie frem. Rosen som religiøst symbol og imperial importvare, sammenhængen mellem eugenik og roseforædling, Ralph Laurens firserroser og den colombianske roseindustri, der hvert år forsyner det amerikanske marked med millioner af afskårne blomster produceret under kummerlige, miljøskadelige arbejdsforhold. Hun skriver også om suffragetten Helen Todd, der i 1910 agiterede for »brød, som er hjem, ly og sikkerhed, samt livets roser: musik, uddannelse, natur og bøger« til alle. Året efter skrev James Oppenheim digtet Bread and Roses, der har betydet meget for mig. Det fortæller to lige vigtige historier. Den ene: at kunst og skønhed er værd at kæmpe for. Den anden: at suffragetternes kamp for universelle rettigheder i praksis ikke omfattede alle. The rising of the women means the rising of the race. Menneskeracen, måske. Men nok ikke. Racismen var fra begyndelsen indskrevet i den amerikanske kvindebevægelses hovedstrøm. Rosen er et ambivalent politisk symbol. I Nazityskland blev den hvide rose et modstandssymbol. I dagens Danmark står den røde rose for diskrimination af flygtninge og racistisk boligpolitik. Men de hvide suffragetter, der udelukkede brune og sorte kvinder fra marcher og poster, kunne ikke eje kampråbet ”brød og roser”. Det tilhører dem, der kæmper. I dag har den feministiske organisation Pan y Rosas, oprindeligt stiftet i Argentina, tusindvis af medlemmer på tværs af Latinamerika.
En rose kan betyde stort set alt på en skala fra Mette Frederiksen til Jomfru Maria. Den kan også bare være en rose. Orwell plantede grøntsager for at supplere indtægten og roser for sin fornøjelses skyld. Solnit når frem til, at han plantede fred og skønhed i et krigsplaget liv. Men ved helt konkret at dyrke denne hobby, praktiserede Orwell også et politisk princip, han eksplicit forfægtede i sit forfatterskab: grundtanken om at privatlivet er et nødvendigt og udsat bolværk mod totalitær magt.
En have er måske nogle gange krigens modsætning, men ikke altid. Solnit skriver om den engelske adels ”naturlige” haver, der voksede i takt med slavehandlen. En god sætning: »naturens apolitiskhed var i sig selv en politisk produktion.« Mange af de sange og digte, der har lært mig at tænke på Danmark som en have, er nationalromantiske krigsbørn af de militære og økonomiske nederlag, der omkring år 1800 forandrede Danmark fra magtfuldt imperium til flådeløs, statsbankerot lilleputland. »Hvad udad er tabt skal indad vindes,« hed det dengang. Indad og bagud. Selv en spritny fortid kan man dyrke i en have.
Som barn hadede jeg den rektangulære jordlod, hvor jeg dyrkede squash og grimme, orange fløjlsblomster under Københavns skolehaveordning. Jeg frygtede ormene, der vred sig i muldlaget og selve havearbejdet var en akavet pligt, jeg unddrog mig, når jeg kunne. Historien om haven som pædagogisk læringsrum går tilbage til 1600-tallet, hvor den tjekkiske præst og lærer, Johann Amos Comenius beskrev behovet for en ny skoleform, der skulle afspejle »paradisets skole« og vække praktisk orienteret kærlighed til Gud og skaberværket. Et par århundreder senere gav østrigeren Erasmus Schwab skolehaven en mere naturvidenskabelig drejning med sin manual til ”Der Volksschulgarten”, og i 1903 blev den første danske skolehave grundlagt.
En rose kan betyde stort set alt på en skala fra Mette Frederiksen til Jomfru Maria.
Københavns Skolehaver var fra begyndelsen tænkt som et fritidstilbud til byens børn. De skulle ud af deres trange karreer og beskidte baggårde, have lys og motion og sunde interesser. Med folkeskoleloven fra 1937 blev det muligt at sætte "skolehavegerning” på skemaet, og under Anden Verdenskrig leverede skolehaverne et vigtigt tilskud af frugt og grønt til københavnerne. Det samme gjorde kolonihaverne. De to havebevægelser falder historisk sammen, og begge kan ses som bestræbelser på at levere både brød og roser til den urbane arbejderklasse. De første kolonihaver var ikke feriehaver men køkkenhaver, såkaldte kartoffelhaver, og deres nytteværdi var lige så væsentlig som herlighedsværdien.
Haven er et interessant sted at tænke over arbejde, symbolsk forbundet som den er med fritid, leg og forlystelse. Solnit nævner det engelske udtryk ”at passe sin have”: en eufemisme for at trække sig tilbage, gå på pension. Frivilligt havearbejde beskrives ofte som en særligt rekreativ form for anti-arbejde, og meget af det helt regulære, ofte fysisk nedslidende arbejde, hvormed parker og offentlige haver vedligeholdes som rekreative nydelseszoner, foregår uset uden for besøgstiden. Også skole- og kartoffelhaverne var som udgangspunkt fritidsrum forstået sådan, at de eksisterede uden for lønarbejdets tid og til en vis grad bidrog til en parallel økonomi. Men samtidig var de arbejdshaver. Og den frihed, de repræsenterede, var blandt andet friheden til at råde over egne produktionsmidler til eget brug. Som sådan er det ikke så besynderligt, at en socialist som Orwell dyrkede sin have. For hvad er en arbejdshave, hvis ikke en realiseret vision af et liv med både brød og roser?
En sommeraften i 1996 troppede min veninde Ditte og jeg op på Guldbergsgade i København med øl i tasken. Det samme gjorde godt tusind andre, lokket til af en begivenhed der klingede eventyrligt af fælles grokraft og nænsom revolution. ”Have på en nat” blev iværksat af gruppen Økologiske Igangsættere – og levede op til sit løfte. På en enkelt nat omdannede græsrødder og spontane frivillige i fællesskab en stor byggetomt til en offentlig, grøn oase. Det natlige havearbejde satte sig i mig som en begejstret erfaring af, hvad det kan betyde at være aktivt for noget sammen. Selv om begivenheden var lovlig og i samarbejde med Københavns Kommune, tænker jeg på den som en form for offentlig-privat guerilla gardening. En håndfuld år senere blev haven ofret i kommunale byggeforhandlinger til fordel for at bevare Folkets Park. Den havde sit saeculum. Det består nu i mig og cirka tusind andre. Når vi er borte, er det forbi. Men hvem ved, hvor mange mennesker, der med tiden kunne have sameksisteret i havens minde, hvis den havde fået lov at gro videre?
Jeg skrev om ”Have på en nat” i min dagbog, der gennem det meste af mit liv også har fungeret som en slags botanisk scrapbog. Jeg har stadig en lille tørret syrentrompet fra den nat i 1996. Solnit finder meget af sin nye viden om Orwell i en havedagbog, han førte med lange lister over planteindkøb og hjemlige observationer. Hun læser dem nysgerrigt og frugtbart.
Orwells måske mest berømte dagbog er dog fiktiv, den Winston Smith fører i 1984. Den private journalføring er en modstandshandling i romanen og peger på det, totalitære regimer undertvinger: privatlivet, den kollektive hukommelse, det frie sprog og i forlængelse heraf den frie tænkning. Måske hentede Orwell inspiration fra konfiskeringen af sine egne dagbøger under den Spanske Borgerkrig. Solnit bemærker tørt, at de sandsynligvis stadig samler støv et sted i Kremls arkiver.
Før jeg blev fast bruger af Facebook og siden Instagram, skrev jeg dagbog hver dag. Solnit giver mig en erkendelse: Især Instagrams story-funktion har gradvist undergravet den vane. Hvor jeg tidligere registrerede mine tanker og min hverdag i dagbogen, lægger jeg nu oftere indhold ud på et socialt medie i stedet. Begrebet for denne privat-til-offentlige journalføring, som milliarder af mennesker hver dag deltager i, er et godt eksempel på den manipulation med sproget, Orwell i 1984 kaldte »nysprog«. Det hedder sig, at jeg deler, men mere præcist ville det være at sige, at jeg overdrager mine tanker og billeder til milliardkoncernen med det orwellianske navn Meta Incorporated. For så snart, jeg har delt, har koncernen ifølge Instagrams brugsbetingelser »en ikke-eksklusiv, royaltyfri, overførbar, underlicenserbar verdensomspændende tilladelse til at hoste, anvende, distribuere, ændre, køre, kopiere, offentligt afspille eller vise, oversætte og skabe afledte værker af« mit indhold.
Instagram omsætter årligt for et svimlende milliardbeløb ved hjælp af målrettede annoncer, som bygger på de oplysninger, jeg både passivt og aktivt ”deler”. Med virksomhedens egne ord, skaber den: »systemer der forsøger at forstå, hvem og hvad du og andre er interesserede i, og bruger de oplysninger til at hjælpe dig med at skabe, finde, deltage i og dele oplevelser, der betyder noget for dig.« Hjælpe, skabe, finde, deltage, dele. Ikke et ord om virksomhedens kernemetier: høst og salg af mine data.
Meta Inc. omtaler Instagram i organiske vendinger som »vores voksende fællesskab«. Haveassociationen træder tydeligere frem på engelsk. Our growing community. Meta Inc. »bruger data fra Instagram, andre af Meta-virksomhedens produkter samt fra tredjepartspartnere til at vise dig annoncer, tilbud og andet sponsoreret indhold, som vi tænker, vil betyde noget for dig«. Et marked med betydningsfulde produkter udvalgt med omtanke. Det klinger næsten økologisk. Dengang jeg skrev reklametekster for Irma, brugte jeg samme sprog om kædens udvalg af frugt og grønt.
Totaltarismens første offer er ligesom krigens: sandheden. Ordet sandhed vækker en særlig form for ubehag hos mig. Jeg har lært at afkode den som et tegn på, at et ord og dets bagvedliggende værdier er under ideologisk angreb. Hvis du engang sagde ”arbejdsløs” og nu siger ”ledig”, fordi ”arbejdsløs” pludselig kom til at lyde så gammeldags og underligt bastant, næsten pinligt, har du sandsynligvis selv mærket det ubehag og ligesom de fleste andre, er du gledet med strømmen. Hip som hap, har du måske tænkt. Men arbejdsløs er man inden for rammerne af et samfundssyn, ledig inden for et andet. Og kampen mellem de samfundssyn udkæmpes også i sproget.
Orwell helligede broderparten af sit virke til netop den sproglige kamp. Han skrev sine politiske bøger og essays, producerede propaganda mod Sovjet og for ikke-autoritær socialisme. Hans begreber som »nysprog« og »tankepoliti« er for længst vandret fra fiktionens verden over i det offentlige og politiske liv. For ham betød sandhed en tilnærmelsesvis præcis overensstemmelse mellem fænomen og beskrivelse. Læser jeg Instagrams anvendelsesvilkår med Orwell i baghovedet, er teksten fuld af løgn.
Begrebet for denne privat-til-offentlige journalføring, som milliarder af mennesker hver dag deltager i, er et godt eksempel på den manipulation med sproget, Orwell i 1984 kaldte »nysprog«.
Hver dag overdrager jeg mit livs dokumenterede øjeblikke og tanker til Meta Inc. De bliver underlagt virksomhedens anvendelsesvilkår og det diskuteres ofte, om Meta er så stor og indflydelsesrig en institution, at dens håndhævelse af disse vilkår kan betragtes som censur. En ting er rimelig indiskutabel: Jeg censurerer mig selv. Instagram-stories er en dagbog uden dagbogens frirum til idiosynkrasier, petitesser og gentagelser, uden frirummet til strafbare ytringer, affekt og tvivl. I 1984 er det forbudt at føre dagbog. I mit liv er den private journalføring gradvist og umærkeligt blevet udkonkurreret af kommodificeret, semi-offentlig selvfremstilling. På Instagram er min dagbog en vare, som jeg producerer i min fritid og betaler med mine private data for at kunne give gratis væk. Eller nogle gange: bytte væk for social kapital.
Via de sociale medier har virksomhedernes sfære, markedskræfterne, vareliggørelsen invaderet privatlivet med en totalitær stats styrke. Parallellerne er nemme at få øje på. Selvcensuren, angivelserne, ”anvendelsesvilkårene”, der bestemmes af et magtfuldt fåtal bag en karismatisk leder og i praksis dikterer rammerne for en stor del af den offentlige samtale. Meta Inc. ved mere om mig, end jeg aner, og påvirker mig på måder, jeg ikke er bevidst om. Min mulighed for at kende og udøve indflydelse på Meta Inc. er til gengæld begrænset af love, der beskytter virksomheds- og kapitalejere mod folk som mig. Instagram-stories tidsbegrænser den kollektive erindring. Delte billeder er fælles i 24 timer og ryger derefter i internettets hukommelseshul. Men alle stories lagres for evigt hos Meta Inc.
Jeg har en Instagramprofil. Det revolutionære BIPOC-kollektiv Bumzen har en Instagramprofil. Græsrødder, subkulturer og anti-kapitalistiske grupperinger virker og organiserer på Meta’s profitable platforme. Aktivister, politiske organisationer og fagforeninger betaler dagligt deres kontingent til en koncern, der på flere forskellige måder undergraver og modvirker deres arbejde. Regel nummer 1 i social aktivisme og politisk agitation. Hvis man vil have folk i tale, må man møde dem der, hvor de er. Det gælder i stigende grad for de sociale medier som for naturen: I praksis er der intet ”udenfor”.
Et marked er ikke en have. »Our growing community« har ingen årstider, men følger algoritmernes kapitalistiske knaphedslogik, der pålægger brugerne et konstant krav om produktion og optimering. Hvis kapitalismen var en fabriksejer med lommeur og cigar, ville alle vi brugere på Instagram være hans vådeste drøm: et næsten endeløst udbud af varer, der producerer sig selv og samtidig skaber stadig højere efterspørgsel.
”Kapitalismen” er for resten endnu et ord, der vækker dette særlige ubehag hos mig. Det føles gumpetungt og lidt naivt, lugter af piberøg og fedtet hønsestrik. Jeg minder mig selv om, at totalitarismens stærkeste våben er løgnen om, at ingen anden livsform er mulig. Måske er kapitalejernes og markedskræfternes stærkeste våben løgnen om, at den globale kapitalistiske verdensorden er tidløs og uforanderlig. Der har eksisteret verdener, hvor markedet ikke gennemsyrede alt. Disse verdener bor i os. De er mulige.
Gennem livet hældede Orwell politisk stadig mere til en form for anarkisme. Måske har han haft det i sig fra begyndelsen. I hvert fald var hans tidlige værker Hyldest til Catalonien og Vejen til Wigan Pier med til at gøre mig til anarkist. Men selv Orwell havde måske ikke fantasi til at forestille sig et globalt marked domineret af private multinationale koncerner med omsætninger svarende til hele nationers BNP. Magtfulde som totalitære regimer. Hinsides demokratisk kontrol. Nu, når jeg tænker over Have på en nat, er det ikke så meget den grønne revolutionsstemning, men det aktivistisk-kommunale samarbejde, jeg hæfter mig ved. Skrøbeligt, men fuld af grokraft. Det virker stadig sværere og stadig vigtigere at befolke og styrke et aktivt, åbent og selvbevidst civilsamfund.
På en måde besøger vi en verden hinsides den kapitalistiske logik, hver gang vi dyrker en hobby alene for vores fornøjelses skyld. Vi agerer, samler ind og skaber noget, hvis formål ikke er profit. Måske er det derfor, ordet ”hobby” tit behæftes med en form for mild foragt? Jeg er forfatter, og min dagbog er til en vis grad et redskab. Sådan har jeg altid bedst kunne lide at tænke på den. Som noget praktisk og produktivt. Solnit får mig til at tænke på dagbogen som en hobby. Hun får mig til at overveje, hvad jeg mister, når mine håndskrevne sider og pressede forglemmigej udkonkurreres af digitale stories og blomsterfotos. Et tab af sanselighed. Et hukommelsestab. Et tab af friheden til at registrere, tænke og huske for mig selv – på mine egne vilkår.
Hvordan hørte jeg om ”Have på en nat” dengang i de analoge halvfemsere? Jeg kan ikke huske det. Måske ringede Ditte. Måske havde hun læst en notits i en avis eller set et indslag på TV. Økologiske Igangsættere fik i hvert fald spredt budskabet, invitationen til deres »growing-community«. I dag ville de sandsynligvis have gjort det via de sociale medier. Jeg er heller ikke selv parat til at hoppe af. Men dagbogens saeculum er ikke forbi. Jeg vil skrive den for min fornøjelses og min friheds skyld. Jeg vil skrive den som en form for tænkningsmæssig guerilla gardening.
