Den fordærvede guddommelighed
Det er ikke klassisk kønt at læse Dostojevskij. Der er ingen lange fine Proust-sætninger med syntaktiske sløjfer og ikke mange Flaubertske mots juste; hans romaner er fyldt med mordere, selvmord, sibiriske fangelejre, tugthuse, de gale, de rigtig gale, de fordrukne og de hellige fjolser; desuden knager hans plots af og til mere end en hjemmebygget skonnert. Men det er til gengæld også netop charmen ved Dostojevskij, og det er let at tilgive ham al den elendighed, man skal udsættes for i hans romaner, hvis man ved hvordan.
Man kan med lidt god vilje skille Dostojevskij-litteraturen i et før og efter Mikhails Bakthins Problems of Dostoevsky’s Poetics, der blev udgivet første gang i 1929, men som blev udgivet igen i 1963 med mere materiale. Hvis vi synes, Bakthins vinkel på Dostojevskij efterhånden er en smule fortærsket, så er det, fordi vi har glemt, hvor skelsættende den var, ikke kun for Dostojevskij, men også for romanteori helt generelt. Bakthins hovedpointe er, at Dostojevskijs forfatterskab og især de fire store romaner Forbrydelse og Straf, Idioten, Onde Ånder og Brødrene Karamazov er fun