Traumets skygge har altid stået imellem os, far
De lange næsehår hindrer min far i at trække vejret dybt.
I taxaen sidder min mor, bror og jeg på bagsædet, og jeg kan høre, hvordan bilens dæk klistrer mod den varme asfalt. Min far sidder på forsædet og spejder fra højre til venstre, mens der svæver en stilhed i den gule taxa. Vi er på vej til min fars barndomshjem; et barndomshjem, som han ikke har set, siden han for cirka tredive år siden flygtede fra flygtningelejren Burj El Barajneh i den sydlige del af Beirut.
Der gik et kvart århundrede, før min far lukkede mig ind i sine barndomsminder, og gav mig en følelse af, at jeg for første gang rigtigt lærte ham at kende. Aldrig før havde han fortalt mig om at vokse op under den blodige borgerkrig i Libanon. At være palæstinenser i en flygtningelejr. At være diskrimineret fra oven, neden og fra begge sider. At være storebror til en dreng, hvis liv på et splitsekund blev afsluttet af et projektil fra en snigskytte.
Taxachaufføren sætter os af ved foden af flygtningelejren. Mørke skyer hænger over lejren, og det får mig til tænke på, om ikke det er en dyster pendant til den elendighed, som denne lejr ofte har været hjemsted for. Det første syn, der møder mig, er e
