En sofa fra Biva kan også være elitær
For nylig gav forfatteren Christina Hagen et interview i Berlingske, hvor hun blev bedt om at færdiggøre sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg... Hun svarede sådan her:
»... interessere mig for kultur og skifte mit møblement ud, så min sofa ikke var fra Biva, men i stedet lavet af en nyuddannet møbelsnedker, og hver gang jeg fik gæster, ville jeg sige, hvem der havde lavet min sofa. Når jeg blev interviewet, så ville jeg nævne navnet på møbelsnedkeren og først derefter sige, at jeg sad i den og lyttede til »Absolute Music« og ikke skammede mig over det.«
Udtalelsen har fået en række fremtrædende socialdemokrater til at fare i det rødeste af alle blækhuse og beskylde Hagen for at være en kliché af en kulturelitær snob. Årsag: at hun gør grin med Joy Mogensens sofa, som åbenbart kommer fra Biva.
Måske gik Hagen i en slags clickbait-fælde udlagt af Berlingske netop med det formål at hidse socialdemokratiske debattører op. Som om de ikke var hidsige nok i forvejen. Måske er Hagen ligeglad. Og måske er de socialdemokratiske debattører egentlig heller ikke ægte hidsige, men faktisk glade for igen-igen at få muligheden for at fremmane et fiktivt k