Socialurealisme
Peder Frederik Jensens nye roman Det Danmark du kender er nærmest overlæsset med markører for underklasse: Røde Look, knallerter, forårsruller, joggingtøj, overvægt, sorte penge, slush ice (blå), Aldi, færdigretter, campingvogn, trailer, nuggets, læderveste, grillbarer, energidrikke, syntetiske tæpper, hjemmerullede cigaretter.
Markørerne lader nærmest til at være stablet op, så de skal vælte ned over de kulturelitære litteraturtyper, der skal læse bogen. Lidt ligesom at Mattias Tesfaye ikke kan åbne munden uden at sige skurvogn, kan Jensen heller ikke lade være med at dryppe klassemarkører udover siderne.
Og selvom intentionerne for både Tesfaye og Jensen kan være nok så fine, så virker det lidt anmassende og irriterende autenticitetspostulererende.
Bogen følger fire karakterer, der alle har rødder på Lolland. Niels er en ung mand vokset op i den dybeste armod. Han går i gymnasiet og vil være elitesoldat eller måske højrenational militssoldat.
En af bogens flerdimensionelle karakterer er den tvivlende lastbilchauffør Frank. Han forholder sig nysgerrigt og bekymret til verden, når han grublende sidder i sin kabine på motorvejen. Han er en fornøje