Arabiske mareridt
Det er nu mere end syv år siden, at grønthandleren Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv, og det meste af den arabiske verden brød i brand. Efter en måneds demonstrationer blev Tunesiens Ben Ali afsat, og senere blev både Hosni Mubarak og Muammar Gaddafi væltet efter sammenlagt 73 år ved magten. Protesterne nåede også over Det Røde Hav, hvor de med de sociale mediers mellemkomst spredte sig til blandt andet Syrien, Jordan, Bahrain og Yemen.
Udefra syntes magthavernes pludselige legitimitetstab næsten som spontane begivenheder. Det var de naturligvis ikke, for der var uendeligt mange årsager, som hver for sig ville være nok til at tænde gnisten i et folk, og samlet set udgjorde en uudholdelig totalitet. Der var socioøkonomiske faktorer såsom stagnerende levevilkår, øget ulighed og massiv korruption. Der var politisk inkompetence og demokratisk underskud. Der var indskrænket frihed og øget overvågning. Alt dette blev opsummeret af bevægelsens centrale slogan: ”Folket vil have…” Det handlede ikke nødvendigvis om, hvad de ville have. Det var i sig selv værdigheden ved at have en vilje. Den fik de dog ikke.
Det såkaldte arabiske forår blev kvalt