Spøgelsesgeografi

Vi starter lige midt i det hele i en lille tysk by. På samme måde som den tyske forfatter W. G. Sebald ofte selv gør det i den nyoversatte De udvandrede. Sebalds fortællinger starter ofte i en allerede påbegyndt vandring, en omvej, en ekskursion eller en historisk ekskurs. Den sidste af i alt fire fortællinger i De udvandrede har bragt Sebalds fortæller til den lille tyske by Steinach på jagt efter maleren Max Aurachs forældre, der gik til grunde i Theresienstadt. Under sit ophold i Steinach rammes Sebalds fortæller af tungsindig irritation over det, han beskriver som »åndsforarmelse og erindringsløshed hos tyskerne, som jeg var omgivet af på alle sider, den dygtighed, hvormed man havde renset alting væk«.

Det er denne kollektive glemsel, som Sebald forsøger at hvirvle op med hvert skridt, han træder på sine vandringer rundt i de udvandredes Europa. Men Sebald forsøger ikke at give de døde hvile. I fire fortællinger insisterer han på at tale med de døde og give dem en stemme, der godt nok er medieret gennem hans egen, men alligevel formår at ruske op i den hengemte og tilgroede europæiske fortid.

Fælles for de