Vi tripper i den lune nat
Det er ikke fordi, det skal handle om noget så kedsommeligt som alder, men alder er alligevel en pointe, som er værd at hæfte sig ved i det nye Hvedekorn 1, 2018. Se således hvordan samlingens yngste, debutanten Sascha Trier, behandler noget så vidtløftigt som tro: »I forgårs sagde en fætter til en anden:/ jeg har lagt læben på Guds beskæggede kønslæbe/ og det smagte fælt./ I går sagde en fætter til en anden:/ nu sætter jeg altså mit tyggegummi på væggen og/ lærer dig at slikke fisse./ I dag bliver den ene fætter og den anden snart/ gale over hvorvidt Guds beskæggede kønslæbe/ smager fælt«. Se så hvordan veteranen Hans Chr. Bøgholm, første gang i Hvedekorn i 1969, griber det samme an: »Du kan lige så lidt fjerne dig fra Gud,/ som du kan fjerne dig fra dig selv –/ du kan gå uden om/ hvem som helst du møder,/ men du kan ikke gå uden om Gud –«. Det er to meget forskellige måder at tale om religiøsitet på, og det afhænger af om digteren er født i ’98 eller ’46, men i kraft i deres ligeværdige tilstedeværelse i Hvedekorn, taler de også sammen.
Det er derfor Hvedekorn til stadighed manifesterer sig som Danmarks bedste rendezvous for digtere i alle aldre. Det er litterært indhol