Desperationens facetter
I en podcast, jeg hørte for et par uger siden, talte digteren Peter Laugesen om poesien som et holdspil. Den nye, såvel som den gamle poesi spiller på hold med andre stemmer fra litteraturhistorien, musikken, billedkunsten og så videre. Holdet er altså, som jeg forstår det, fundamentet, man kan høre poesien stå på.
Laugesens analogi kan endda udbredes til en idé om poesien som sådan. At poesien er, eller har en stemme virker selvindlysende: der er nogen eller noget, der taler, eller måske er poesien endda i sig selv en talende instans. Alligevel er det utrolig svært at indkredse, hvad denne stemme egentlig er. Og hvor findes den henne i teksten? For det er ikke kun det, der står i teksten; det som teksten siger. Det er også noget andet. Jeg vil, i hvert fald i den her sammenhæng, foreslå, at man også forstår stemmen som en måde, teksten bliver sagt på. Eller, måske mere præcist, en måde teksten vil siges på; en følelse der ligger som noget akustisk over selve teksten, og som dukker op i (op)læsningen.
Videre i Laugesens analogi befinder poesiens forhold til verden sig i stemmen. Stemmen rækker ud i verden, og der møder den andre stemmer, som den allierer sig
