Worms ekko
Er der en grænse for, hvad der kan udstilles på et kunstmuseum? På Louisiana i Humlebæk udstiller man i skrivende stund både isbjørne og iskrystaller side om side med danske og internationale anerkendte kunstnere som Gerhard Richard, Sigmar Polke, Joachim Koester med flere. Udstillingen Arktis er bygget op omkring i alt syv temaer. Og har, i hvert fald at dømme efter antal besøgende, været en populær udstilling, hvilket jo først og fremmest er dét museernes succes måles på i dag: Besøgende, brugerinddragelse og tilfredse gæster i cafeen. Louisiana kan det hele. Men fungerer det? Er det en god udstilling, og hvad er overhovedet kriterierne for en sådan?
Arktis handler om klima, miljø og natur set ud fra naturhistoriske, kulturhistoriske og kunsthistoriske perspektiver – en såkaldt bred, eller varm udstilling, som MoMa-direktøren Alfred H. Barr har brugt til at at beskrive de blockbuster-udstillinger, der appellerer til et bredt publikum. Denne sammenstilling af alt fra lyd- og lysinstallationer over dokumentariske info-videoer om polarisen til lysprojektioner af kanoniske malerier er kurateret af museets direktør Poul Erik Tøjner og kunst