Underkastelse

Nullerne var en verden af overflade og tyggegummi-agtig popkultur, der havde det med sex, som tiden havde det med kvinder: præget af lystfuld foragt. Det var maveskindets postfeministiske, lange årti, blondinerne og sminkedukkernes æra. I nullerne havde pigerne en hale, den var flad og trekantet, en såkaldt whale tail var synlig over buksekanten. Grundlæggende var årtiet én lang pornofilm, hvor kvinderne kun kom kunstigt. Et langt, stønnende årti af ja, ja, ja.

Alligevel var det flovt, når man viste ”g-streng på cyklen”, som Nik og Jay sang i Hot!, hvor Niklas eller Jannik som i en pornofilm har tilfældig sex med en kvinde, de giver et lift ned ad H.C. Andersens Boulevard i 2004. I tidens musikvideoer dansede kvinderne i lingeri, vi efterlignede deres æggende bevægelser til sodavandsfesterne, gnubbede os op ad hinanden og fjernede vores kønsbehåring, lige så snart vi fik den. I frikvartererne spillede vi Mujaffa på Danmarks Radios hjemmeside, hvor ”smukke piger” fik ture i BMW’en, doggystyle, mens vi lo hånligt. Der var noget klamt over den liderlige kvinde, det lærte vi allerede inden, vi selv blev det. Til gengæld kunne vi få g-strenge i H&M, og min faster tilbød mig en rød én hos min bedstemor en aften. Jeg rødmede og takkede nej. Det føltes som et nederlag. 

Nullerkvindens seksuelle attråværdighed var ofte forbundet med en mærkelig foragt, der kunne svinde over i voldsparathed: »Faktum er, at det er lettere at komme fremad, hvis du er lækker«, sang LOC på nummeret Hold kæft og se godt ud i 2006 og fortsatte: »Nogle burde put’ lim i din læbestift, så du ku’ få et rødt fjæs, det matchede dine læber, bitch«. Værre på Jokerens album Alfahan fra 2003, hvor han på Kvinde din – Møgluder(et rip-off af Eminems seriøst misogyne Kim) synger om en vrede, der »ulmer som en fjern torden« over en unavngiven kvinde (angiveligt sangerinden Szhirley): »Pludselig forstår jeg folk, der dræber deres eks, dem der dør af sorg, når de mister mere end sex/dem, der stalker hende, forfølger et minde«, rapper Jokeren, mens han betror lytteren, at han nok skal klare sig. Jeg elskede den sang. Den var sådan lidt rå i det.

Særligt typisk for perioden er måske den techno-tumpede Sminkedukkesangen (2009) af Morten Kolding, der virkelig kunne få gang i dansegulvet i provinsen omkring Randers. Sminkedukken er alt det, kulturen vil have, hun skal være, og derfor afskyelig. Hun er iført en »BH fyldt med push-up« (en anden af pornokulturens smertende klenodier) i en »alt for kort kjole«. Rører man »ved hendes fjæs, får man snask på sine fingre,« men alligevel er hun én, man(d) har lyst til at have sex med: »hun er altid frisk på noget frækt, når man ringer«, synger Kolding i tidens typiske autotune. Tilmed er hun for ung til, hvad jeg forestiller mig kun kan være Crazy Daisy: »så rør hun ved hans buks og spørg ham sødt igen/Åh nej, søde dørmand vil du ikk’ nok luk mig ind?«

I Auning var det paradoksalt sminkedukker, der hørte Sminkedukkesangen. Ikke på nogen selvironisk måde, mere fordi de grinede ad de andre sminkedukker, af konkurrenterne, der til forveksling lignede dem selv.

»[Nullerne] handlede om ungdom, opmærksomhed og en villighed til at være med på vittigheden, selvom man selv var punchlinen,« skriver journalisten Sophie Gilbert i Girl on Girl – How pop culture turned a generation of women against themselves. Ingen brokkede sig, alle var i konkurrence med hinanden. Kvinderne var ”Mean Girls” som i kultfilmen fra 2004, tiden fokuserede på kvindernes interne fjendskab. I badet filmede en anden pige os i smug efter idræt, det var drengene, man skulle skabe alliancer med for min generation af Mean girls. Jeg dækkede mig med håndklædet og sagde ingenting, det virkede på en måde fair – jeg havde jo selv taget tøjet af.

Der er noget afsindigt gammeldags ved denne kamp om hannernes gunst: »Kulturen i nullerne var præget af en idé, der var som taget direkte ud fra Jane Austen; at kvinder konkurrerede om begrænsede ressourcer og skulle gå så langt som muligt for at sikre deres egen succes,« skriver Sophie Gilbert videre i magasinetService95.

Forfatteren Sarah Ditum undersøger i bogen Toxic: Women, Fame and The Noughties, hvordan privatlivet efter internettets adkomst eroderede for kvinder. Ikke bare for kendisser som Britney Spears, Lindsay Lohan, Amy Winehouse og Emma Watson, der under »the upskirt decade« – som nullerne kaldes i Ditums bog – fik taget billeder op under kjolerne til tabloid-magasinerne, der lukrerede på pornografisk materiale, hævnpornovideoer og Britney Spears’ fødselsdepression, men også for almindelige kvinder – eller piger – som mig. Min krop var aldrig helt min egen, den var altid en valuta, der kunne skifte hænder og kurs.

»Ting, som den anden bølge af feminisme havde kæmpet hårdt for at gøre socialt uacceptabelt – pornografi, seksualisering, smertefulde skønhedsidealer – optrådte nu igen,« skriver Sarah Ditum om det giftige årti og fortsætter: 

»Men denne gang, i stedet for at mænd pressede standarderne ned over kvinderne, syntes det som om, kvinderne gjorde det frivilligt.«

Seksualiseringen af kvinden selv blev i nullerne opfattet som empowering, en mærkelig postfeministisk sminkedukke-dyrkelse af alt det, der i bagklogskabens lys ser ud til at undertrykke kvinder, men som dengang blev opfattet som den virkeliggjorte feminisme. 

Kvindeidealet var på langs. Det var porno helt fra børneværelset. Mine dukker havde sex med hinanden i Barbies plastikseng.

»Kvinder var kommet så langt, lærte jeg, at vi ikke længere behøvede at bekymre os om objektivisering eller misogyni,« skrev The New Yorker-journalisten Ariel Levy om sin feministiske bestseller Female Chauvinist Pigs i New York Times i 2005. Her viser Levy, at kvinderne var med til at objektivisere dem selv i nullerne, selvom det ikke tjente til deres fordel: 

»I stedet var det tid til, at vi kom til popkulturens frat party, hvor mænd havde hygget sig for dem selv så længe. Hvis mandlige chauvinistiske svin var mænd, som så på kvinder som stykker af kød, ville vi overgå dem og være kvindelige chauvinistiske svin: kvinder, der skaber sexobjekter ud af dem selv og andre kvinder.«

Eller, som den detroniserede kulturkritiker Kathrine Diez for nylig skrev i sin selvbiografi I egen barm: »Det er mine bryster, jeg har selv betalt en del af dem«.

Jeg ved ikke, hvordan drengene har det med at blive til mænd. Men som et menneske i barnestørrelse var det skræmmende at bære rundt på en kvinde indeni, måske særligt i nullerne. Mere er man et æg eller en larve, der enten kunne blive til en svane eller en sommerfugl eller uelskelig. Som Clementine, der i filmen Evigt solskin i et pletfrit sind fra 2004 opkalder barndommens grimmeste dukke efter sig selv og desperat råber ad den, at den skal være smuk.

Kvinden var en slags ophøjet objekt for mig, da jeg endnu var pige. Ikke helt menneskelig. At blive kvinde var lidt som, da Hercules på det summende VHS-bånd skulle overgå fra menneske til gud, men ikke ved nogen moralsk gerning, udelukkende ved en æstetisk forvandling. Måske fryse, blive til en statue, som den nøgne Venus, han uforvarende skyder i stumper og stykker med et stykke grus. Og det kunne jeg, klump med hofter, ikke trylles om til. Og så var jeg usynlig.

Der er noget uhyggeligt ved at eksistere primært i det ydre, ved at tænke, at det væsentligste ved én er hylsteret, der helst skal forblive uspoleret, næsten udenfor tiden. 

Er man så virkeligt i live? 

Selv mine elskede Bratz- og barbiedukker var æterisk umenneskelige. Under plastikoverfladen var det tomhed, udenpå perfektion. Der er langt fra Bratz-blondepyjamas til diabetes-barbie. Hvorfor havde mine Bratz-dukker sovekammerøjne og blowjob-mund? Det er beskæmmende at tænke, at legetøjet er en træning, en øvelse i kvindelighed, hvad vi måtte lære at være, når vi blev voksne. Kvindeidealet var på langs. Det var porno helt fra børneværelset. Mine dukker havde sex med hinanden i Barbies plastikseng. 

»Vil du ikke lade være med at sige kvinde? Jeg synes, det lyder så erotisk,« sagde jeg til min mor, og hun grinte af mine store børneord. For mig eksisterede en sammenhæng så stærk mellem kvindeligheden og det seksuelle, at de to ting grundlæggende var det samme. Det var jeg ikke ene om at opleve.

»Det var åbenlyst for mine venner og mig, at magt, for kvinder, var seksuel i dens natur. Der var ingen anden slags, eller ingen som var værd at have,« skriver The Atlantics Sophie Gilbert om at være teenagepige i nullerne. Og videre:

»Mere væsentligt var den slags magt, der blev feticheret i populærkulturen på kanten af det 21. århundrede, ikke den slags, man akkumulerer over et liv, som uddannelse eller penge eller professionel erfaring.«

I Girl on girl undersøger Gilbert, hvordan nullernes popkultur stadig har indflydelse på de postfeministiske tendenser, der kan få os til at tvivle på vores politiske agens.

Den førte til, at Kamala Harris og Hillary Clinton før hende tabte præsidentvalget til en overgrebsdømt realitystjerne med orange hud, i sidste ende også til omstødelsen af Roe vs. Wade, amerikanske kvinders grundlovsbestemte abortrettigheder, skriver Sofie Gilbert.

Den røde tråd i Girl on Girl er en pornoficering af samtiden. Ved internettets adkomst boomede industrien og adgangen til en type af sex på film, der hovedsageligt er skabt af mænd til mænd, så den blev allestedsnærværende i kulturen. 

Fra modefotografer som David LaChapelles Lolita-billeder af en 15-årig Britney Spears i Rollings Stone og fotografen Terry Richardsons højbelyste fotografier af modeller, der suttede på hans erigerede penis eller solgte Gucci-perfume med deres vaginaer og bryster for Tom Ford, til oscarvinderen American Beauty, hvor en voksen mand har besættende Lolita-fantasier. Det sidste var min yndlingsfilm.

Samtidig den første forelskelse, upassende nok i klasselæreren, der duftede af soja og sved, men det var ikke ulækkert, det var tungt og rart, som et tæppe, man kunne krybe under for at finde et lunt mørke, selv i dagslyset. Lolitaen var ansigt på nullerne i alt fra oscarvinderen American Beauty til Britney Spears, viser Sophie Gilbert, og jeg ved ikke, om jeg oprigtigt var interesseret i min klasselærer, eller om jeg havde lært at være det. 

Barneblikket er interessant, fordi vi ikke evner at reflektere, når vi er nye i verden. Verden stormer ind i øjnene. Vi suger til os af kulturen, vi tager dens idiosynkrasier for absolutte sandheder. Sådan var min bevægelse fra barn til kvinde præget af angst for mit fremtidige udseende, fordi det netop syntes afgørende for mit værd som voksen. Det var, hvad jeg så.

Underbevidstheden er bagud, skriver Karl Ove Knausgård i et essay i. Den »udspiller sig i en virkelighed, der for længst er forsvundet«. Selvom man ikke just er lukket over for, hvad der sker nu, så er »dannelsen af verden en proces, der foregår, når man er barn og ung.« Den vil en dag stoppe, når »det nye i verden ikke længere sætter spor i os,« skriver Knausgård videre. 

Han lever med 80’erne, jeg må leve med nullerne, eller i det mindste i kamp med dem. Den står fast, verden af i går, et værdisæt, der slanger sig om et helt andet nu. Dengang var det mændenes verden. Og jeg eksisterede bare på langs i den.

Samtidig, måske fordi jeg er omtrent halvt så gammel som Knausgård, er det også første gang, jeg oplever, at jeg står udenfor tidsånden. Det er lidt af et paradoks, men lad mig forsøge at forklare denne mærkelige spaltning.

Jeg er 31 år, og pendulet svinger igen, tidsånden skifter. I dag ser jeg med forbløffelse til, mens min barndom og ungdom står fast i mit blik, mens nuet løsriver sig fra den tid, der formede min verden. Tiderne skifter foran mig og bliver noget nyt, jeg ikke er en integreret del af. 

Måske egentlig er jeg – og millennialgenerationen, som ikke længere er de yngste voksne – formet af to tider. Nullernes postfeminisme og den fjerde vækkelsesbølge, der med Miley Cyrus i 2013 kom bragende ind i tidsånden som en smadrekugle og ødelagde mændenes såkaldte raunch culture. Hun twerkede op ad Robin Thicke og hans »blurred lines«, og pludselig var det som, det var kvindens tur til faktisk at have lyst. Robin Thicke var ude, og den nye tids Disney-stjerne kunne – i modsætning til Britney Spears – sagtens have sin egen seksualitet uden at blive lagt for et lystfuldt had. Miley Cyrus tager garanteret også sine egne orgasmer.

To fortider, der eksemplificerer to vidt forskellige måder at være kvinde på. Den ene et oprør med det andet, en afslutning på min dannelseshistorie, måske. Men verden bliver ved med at bevæge sig fremad. 

Pendulet – eller betonkuglen – svinger atter, men det er, som trækkes den blot tilbage i det postfeministiske, og man får jo den tanke, at nullerne aldrig rigtig sluttede, om de bare tog sig en pause, et frikvarter med kropspositivisme, pastelfarvede vibratorer, diversitet og samtykkelovgivning. 

Det var maveskindets postfeministiske, lange årti, blondinerne og sminkedukkernes æra

Overalt omkring mig ligner teenagepigerne endnu engang hinanden. Deres hår er langt og glattet, maverne tynde, make-uppen tung. Subkulturerne synes forsvundet, alle er optaget i den samme massekultur, og her skal man være slank og smuk på en lydefri måde. At vandre på strøget blandt navlerne og teenagepigernes evige blikke på de andre i flokken føles som uforvarende at være trådt ned i et ormehul, der runger af popmusik og Addison Rae og Sydney Sweeneys imødekommende ansigter og kroppe.

Men denne gang kan jeg se tidsånden, jeg kender den jo, den er ikke smurt ud overalt omkring mig; den er genkommet, et extensionbærende og lavtaljet gespenst fra fortiden, der atter vandrer på jorden. 

Men egentlig er der intet nyt under solen. 

»Men act, women appear«, skrev kunsthistorikeren John Berger i sit berømte essay Ways of Seeing tilbage i 1972, hvor han analyserede europæiske oliemalerier af kvindelige, nøgne figurer fra Middelalderen og frem til fremstillingen af den nøgne kvinde i reklamer i Bergers samtid. 

»Mænd ser på kvinder. Kvinder ser dem selv blive set på. Dette determinerer ikke bare relationen mellem mænd og kvinde, men også relationen kvinder har til dem selv. […] Således gør hun sig selv til et objekt – og mest tydeligt et objekt for blikket: et syn,« skriver han.  

Men måske er vi blevet klogere? 

Metoo-bevægelsen oprandt, den slog for alvor slog igennem i 2017 herhjemme. Dengang var jeg 23. Kvinderne var ofre, mig selv inklusiv, lærte jeg nu, og i det lå der paradoksalt nok pludselig en magt, vi endelig kunne bruge. 

Det amerikanske magasin The New Yorker interviewer Pamela Anderson om hendes glæde ved at læse Carl Jung. Blondinerne, vi elskede at hade i nullerne, som var de knap nok mennesker, har nu fået drømme. Men det ligger der stadigvæk, denne tvivl om mit værd. 

Indimellem hader jeg selv feministerne, synes de skal holde deres kæft og holde op med at offergøre dem selv. Som om dét at indrømme, man tumler med et selvværd, er det samme som at give op, sige, at det faktisk er sandt – de fik dig, du er ikke individ, du er først og fremmest kvinde, og du kan ikke slippe ud. 

Hvor mange mænd tænker – hver gang, de går i bad – på, hvordan det ville være, hvis en kvinde så på én? Mandens blik er så indlejret i mig, at jeg ikke kan få øje på mig selv.

Det er som om, vi godt kan lide at underkaste os. Som om vi længes tilbage til dengang, vi bare kunne nøjes med at være kroppe i konkurrence med de andres kroppe.