Min sommer som fraghead
Aftalen var at mødes halv ti, men jeg havde forregnet mig, og for hver station, vi standsede ved, blev jeg mere urolig. Da metroen kørte fra Flintholm, var den næsten tyve minutter i. Jeg havde givet ham mit telefonnummer, men ikke tænkt på at få hans, og det føltes mere og mere sandsynligt at det hele ville gå i vasken. Please, vær der endnu, tænkte jeg og så ud gennem vinduerne på den overskyede himmel, ude af stand til at koncentrere mig om bogen, der lå i mit skød.
I min pung lå de femhundrede kroner i kontanter, vi var blevet enige om. Da metroen endelig standsede på Femøren station, var klokken fem minutter i ti, og jeg løb ud på perronen, ned ad trapperne og over gaden til den Netto, vi havde aftalt at mødes ved. Mens jeg løb, forberedte jeg mig på at blive skuffet og også på at måtte give slip på skuffelsen som et voksent menneske, men ved et bordebænkesæt i det fjerne hjørne af pladsen sad virkelig en ung mand og så ned i sin telefon. På bordet foran ham lå en foret, hvid kuvert, der stod åben i den ene ende.
Said, råbte jeg, og han så op. Jeg undskyldte forpustet min forsinkelse, satte mig på bænken og tog imod kuverten, som han rakte mig med et forlegent s
