Hullerne i hjernen er tomme igen

I en tidlig alder blev jeg afhængig af noget mere, afhængig af at udfylde mine dopaminniveauer med kemiske substanser, jeg var 15 år gammel og troede ikke, at livet var noget for mig mere. Jeg var indkvarteret på et værelse på psykiatrisk afdeling, da de ordinerede mig nogle piller, som skulle få balancerne tilbage i hjernen, mig tilbage til virkeligheden; pillerne skulle hjælpe mig med at finde et sted i denne verden, hvor jeg også kunne være. Jeg kunne ikke være til på samme måde som andre uden at sluge syntetisk kemi, og jeg er ikke sikker, men jeg mistænker, at der blev gravet nogle dybe huller i min hjerne her.

Når vi taler om dopaminafhængighed og mistrivsel, taler vi typisk om telefoner og TikTok, hvordan vi er blevet et dybt afhængigt samfund, afhængige af stimulanser, støj, små dopaminkicks drysset konstant udover døgnets vågne timer. Og det moderne menneske, uselvstændigt og fortabt. 

Selvom jeg ikke anfægter, at der findes rigtige problemer her, så er dopaminafhængighed ikke noget nyt fænomen, og det rækker også langt ud over en høj skærmtid. Problemerne med dopaminafhængighed er muligvis vores eksistens’ ældste problem, for hvorfor skulle man ikke ville a