Snefnug kom virkelig vrimlende

Supermarkedernes medarbejdere bliver til scan-selv-maskiner. Vilde bier er truede. Elfenbensspætten er allerede uddød. Levende systemer er trængte, men hvad skal man gøre? Forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen foreslår, at man starter i sproget. Livet skal tales frem, som han gør det i sin øko-dystopiske digtsamling skoven og havet, byen.

Her er livet at finde i skovens træer og sten, i havenes alger og sandbund, det er bare et spørgsmål om først at få øje på det og derefter at sige det, for det er en gennemgående pointe for Krogsgaard Christensen, at ord bør vælges med omhu, fordi ord har magt.

Brug sprogets magt besindigt og du kan give regnen øjne og vinden hænder. Brug magten kløgtigt og sprog, du ikke vidste fandtes, dukker op i din have. Forgrenede og våde sprog, asketræernes og åkandernes sprog. I skoven og havet, byen er det naturen, der taler, mens digter-jeg’et lytter, så det kan fortælle sit barn, at der i digtets golde tid, hvor naturen er et minde og omgivelserne er en blanding af ørken og parkeringsplads, engang var noget, ja, »haren var her / virkelig«.

skoven og havet, byen har form som et digt delt i tre ove