Hvad gør en replik til en replik?
De største danske teaterscener har også i denne forårssæson flere stykker på tapetet, der er baseret på andre værker. Men hvad med den helt nyskrevne dramatik? Den er svær at få øje på. Især Betty Nansen Teatret lader til at have en forkærlighed for at dramatisere romaner. Tre ud af tre forestillinger i forårssæsonen er baseret på andre forlæg: Væggen, Iliaden, I Am Gold.
Gennem de sidste år har jeg især oplevet denne slags stykker (fx Orlando, Stolthed og fordom og Mørkt forår), der ofte dramatiseres ud fra samme opskrift: formuleret som tværdisciplinære eksperimenter med dramatik, scenografi, musik og senest også koreografi, men som regel baseret på et andet forlæg. Det føltes både rørende og nyskabende, og også underholdende i begyndelsen, men teater skal vel ikke følge en opskrift?
Er der tale om en spareøvelse eller idéløshed forklædt som vilde eksperimenter? Og hvor længe kan noget have karakter af at være et eksper
