Selv en dinosaur kan være punk

Den konventionelle historie om punkbevægelsen er, at den opstod som en modreaktion mod samfundsetablissementet og var inkarnationen af en fremmedgørelse, der prægede en ny generation af unge vokset op i skyggen fra deres ældre søskendes hippie-opgør og som derfor ikke anså de forblommede fællesskabers kollektive svar som vejen frem, men snarere hævdede personlig frihed og retten til selvudfoldelse som (anti-)værdier. Tiltroen til statsmagten (og i forlængelse heraf, uddannelsessystemet) kunne ligge på et meget lille sted. Punkbevægelsens måske mest berømte slogan ’No Future’ indkapsler denne pessimisme på samfundets – og dets individers – vegne på slående vis.

Både frem og tilbage

Punkmusikken var på lignende vis et opgør med 60er-generationens forvaltning af musikarven og dens selvtilfredse reservat af stenrige musikere, der lavede opblæste opusser med forkromede koncepter, alenlange guitarsoli blottet for nerve og vildskab og en branche uden andre idealer end at score kassen. Rocken havde i sin grundform udgjort et samfundsomstyrtende og modkulturelt flagskib: 1950ernes rock’n’roll-eksplosion var anarkistisk og spraglet, men anno