Naturvin er kulturvin

Jeg kan næsten aldrig genkalde mig De Store Minder. Jeg kan ikke huske min første skoledag eller mit første kys, men jeg kan huske den aften lidt uden for Skive af alle steder, hvor jeg smagte naturvin for første gang. Invitationen var ad omveje tikket ind til at spille en koncert til en privatfest hos forstanderen på Krabbesholm Højskole, og det var Sune Rosforth fra den toneangivende vinimport Rosforth & Rosforth under Knippelsbro, der serverede vin til festen. Vores bandtrio var med 20 års afstand de yngste til festen, og det var med en klar fornemmelse af for første gang at sidde med ved voksenbordet, med alt hvad det indebærer af liberal rygepolitik og rødvin i store tåre, at vi lykkeligt igen og igen blev forført af den replik, der gik igen på alles læber: »Du får ikke tømmermænd af det«. 

Det vidste alle var en sandhed af den slags, som ved massiv efterprøvelse viser sig at have mere tilfælles med en løgn. Men det var egentlig heller ikke tiltrækningskraften. Først og fremmest smagte det forfriskende anderledes end den Why Not-rødvin, jeg ellers distræt ville rive ned fra hylden i Netto. Der var noget tillokkende over det analoge ideal omkring vinen, dens shabby chic æstetik, fornemmelsen af, at dem havde lavet den både havde pløjet marken, trampet druerne og efterfølgende havde siddet med etiketmaskine og hjemmerullede cigaretter og blevet enige om, at det var en god idé at skrive deres Yahoo-mailadresse på bagsiden af flasken. Det var som om det hele kom tæt på og rakte en invitation ud til alle os uden forhåndsviden om Bordeaux til at synes noget om vin. 

For det er vel begærets logik, jo sværere noget er at få, desto mere vil man have det.

Allerede på det tidspunkt, i 2016 eller 17, var den første danske bølge af naturvin for længst rullet over hovedstadens hippeste, men siden jeg absolut ingen interesse havde for vin før det, havde jeg hverken været på Manfreds i Jægersborggade, eller fulgt med i den klassiske vinscenes ramaskrig over de nye radikale vinbønders radikale vine. Den tidligere Noma-sommelier Pontus Elofssons kækt jazzede bog »På Noma får man vin med klumper i« fra 2012 om Noma og naturvin er et charmerende og øretæveindbydende vidnesbyrd om den første brydningstid, hvor den klassiske, konventionelle og i nogen grad stagnerede vinscene blev udfordret af den nye bølge af »frie vine«, som særligt Noma blev vigtig for. Fronterne mellem de gode og onde var til at få øje på. 

Alle har en anekdote om dengang de betalte det hvide ud af øjnene for en vin, der smagte af vådt håndklæde. De fleste af dem stammer fra de samme sidegader på Nørrebro et sted i 2010erne, og ikke mindst fordi de fortællinger selvfølgelig rummer dimensioner af både sandhed og Københavneri fra øverste skuffe tiltrak naturvinene sig skeptikernes opmærksomhed. 

Men hvad gjorde vinene mere frie end alle de andre vine? »Natural wine is wine with nothing to hide,« skriver Aaron Ayscough i The World of Natural Wine, det foreløbigt bedste bud på en grundbog om naturvin og dem, der laver den. »Organically farmed grapes, fermented, aged, and bottled without the use of additives, filtration, or transformative corrective procedures.« 

En risikovillig teknologikritik på flaske, der lagde vægt på omhyggelig omsorg i vinmarken, tog afstand fra brug af sprøjtemidler i vinmarken og kemi i produktionen, lod vinene gære med drueskallernes naturlige gærceller, afstod fra svovl og andre konserveringsmidler, og i det hele taget praktiserede frihed under ansvar og lod vinene gå deres egne veje i et frit og næsten Rousseausk opdragelsesparadigme. 

Det lyder måske for godt til at være sandt, men set i det lys var det vildeste egentlig ikke, at enkelte af vinene smagte af vådt håndklæde, men snarere hvor mange af dem, der ikke gjorde, for tænk hvilke anstrengelser man gjorde sig op igennem det 20. århundrede for gennem benhård industrialisering at højne mængderne og ensrette kvaliteten af verdens vin, kun for at en flok franske bondebohemer kom og påstod, at det hele var spildt, at alle de nye smarte tilsætningsstoffer var humbug, at det bedste ville være at kassere de store traktorer og spænde hesten for ploven igen. 

Jeg kan i princippet godt lide at tænke på naturvin som et demokratiseringsprojekt, der gjorde vin nærværende for flere og andre end de slipsedrenge og pæne bedsteborgere

Et håndværksprodukt lavet af ægte mennesker. Vidunderligt. Men hvem gider at betale for det i et land, hvor de fleste hellere kører over grænsen for at købe italiensk rødvin på tilbud? Svaret måtte selvfølgelig være Kaare Dybvads yndlingsaversion: Københavns kreative klasse. Og hvor er det dog vidunderligt forudsigeligt, hvor godt den hippeste del af hovedstaden tog imod den grumsede vin med de funky etiketter, for passede den ikke som fod i hose med vintagetøjet, snedkerkøkkenerne, Aesop-sæberne og den tilfældige men belejlige valuarvurdering af andelen, man købte billigt for nogle år siden? Kun akkurat næsten lige så forudsigeligt, som de korslagte arme naturvinen blev mødt med alle andre steder. Selv punken har jo sine genremarkører og kodekser, men i den vinverden og bølge af restauranter og barer, hvor man ikke kunne drømme om at drikke og servere konventionel vin, har jeg alligevel altid studset over, hvor stærke konventionerne var.

Altid prisen skrevet på flasken med en hvid poscatusch. Altid varianter over de samme grønne deleretter med brændte ærter og grillede asparges og rå hiramasa. Altid trofæhylden med tomme flasker fra Domaine Labet og Kenjiro Kagami, noget svært opdriveligt Bourgogne og et par geografiske wildcards med sjældenhed som fællestræk. Altid træstole med flet, lysestager og stearin i mange lag, David Shrigley-litografier, enkle vandglas uden kant, halvhøj brasiliansk funk med en slags kant.

Altid den særlige og for mig sært hjemlige fornemmelse af muligt kommende stamsted, hvis jeg havde flere penge, fordi der står autencitet skrevet med blokbogstaver ud over stedet på en måde, som gør det vanskeligt at afskrive som uautentisk, bare fordi de først overtog lokalerne sidste forår og nu har indrettet dem med heftig inspiration fra visse bistroer i Paris’ 11. arrondissement tilsat raffineret Japandi-minimalisme, men som omvendt heller ikke for alvor blender autentisk ind i gadebilledet i det tidligere, nu så småt forvandlede, arbejdsklassekvarter. Og næsten altid en afvigelse eller tre fra de hårdt opridsede klichéer, som gør stedet til sit eget og dermed ægte autentisk hyggeligt. For hvad er autencitet i det hele taget? Et begreb næsten lige så modvilligt definerbart som naturvin. 

Jeg kan i princippet godt lide at tænke på naturvin som et demokratiseringsprojekt, der gjorde vin nærværende for flere og andre end de slipsedrenge og pæne bedsteborgere, jeg normalt ville mistænke for at gå op i den slags. Men det er stadig hovedsageligt et demokrati for dem, der gider at bruge eftermiddagen i en vinhandel og bruger nord for 200 kr. på en flaske vin. 

København er i dag en af verdens absolutte metropoler, når det kommer til naturvin. I gamle dage tog københavnerne til New York i påsken, nu virker det, som om det omvendte er tilfældet, New Yorkerne tager til København, og de vil drikke østrigsk orangevin, og de vil drikke det der, hvor Dua Lipa drikker det, når hun er i København, og det er på Pompette i Møllegade. At København på linje med Tokyo og Paris er blevet den hovedstad for fri vin, som er tilfældet, skyldes i høj grad en skare af visionære importører, restauratører og sommelierer, som skubbede på og så fidusen før mange andre. 

Men det er selvfølgelig også værd at stille sig selv spørgsmålet, om naturvinen i virkeligheden kun kunne sejre i en by, hvor den gennemsnitlige husstandsindkomst for en småbørnsfamilie ifølge Cepos er 1,3 millioner kroner? Den perfekte storm af frankofil hype, Ny Nordisk opmærksomhed på råvarer og bæredygtighed tilsat massive rådighedsbeløb hos en masse smarte unge, der gerne ville drikke noget voksent, og en masse voksne, der gerne ville drikke noget smart og ungt. 

____

Alt det her er allerede længe siden. Naturvin kom til lige der, hvor IPA’en begyndte at komme til kort og sejrede i en grad, så man i dag faktisk skal gøre sig umage for at finde noget gennemsvovlet merlot på strækningen mellem Amagerbro og Bispebjerg. Af samme grund er det heller ikke længere det hotte nye, men lige så langsomt blevet cementeret som en selvfølgelighed på restaurationsscenen, til middagsselskaberne og til modeugens efterfester. Kulturel kapital er en om muligt endnu skrøbeligere økonomi, end den faktiske økonomi, og her vejer naturvinen ikke længere så tungt på vægtskålen. Den er der bare, og det er sikkert alt sammen til det bedre. 

Problemet er bare, at folk som mig, der i sin tid blev lokket ind i et temmelig konventionelt forbrug af ukonventionel vin, i mellemtiden er blevet hooked og har udviklet en bizar samlermani for sjældne naturvine, jeg gemmer i papkasser under sengen. Jeg bruger uforholdsmæssigt meget tid på at læse om smagenoter og årgange hos vin-mikroinfluenceren Malolaktisk på Instagram, og alt for meget tid på franske websites i håbet om at finde en flaske eller to af de japanske vinbønder Les Jardins de la Martinière’s 2018-årgang, som egentlig har været udsolgt siden de blev frigivet. Det er for mig uforståeligt og ville være et meme værdigt, hvis det ikke var mit liv. Men jeg er langtfra den eneste. 

For det er vel begærets logik, jo sværere noget er at få, desto mere vil man have det. Fra starten har charmen ved naturvin været, at produktionen for de fleste vinbønders vedkommende har været håndholdt og minimal. Men siden der ofte er tale om alt for få flasker og alt for mange, der ville have fat i dem, er visse naturvine – akkurat som visse konventionelle vine fra Bourgogne, Barolo og Bordeaux – blevet kostbare samleobjekter og investeringsgenstande, som videresælges på auktionshjemmesider til det tre-fire-femdobbelte af den oprindelige pris. Eller også dukker de aldrig op i officielt salg, men deles bare internt mellem vinimportørens venner og faste kunder, alt imens den tiltagende uopnåelighed i disse vine bare gør dem endnu mere dragende for en voksende skare af misundelige. 

Uffe Buchard fortalte for nylig i P1s business-program Sorte Tal om den to år lange proces, der mundede ud i, at han fik lov til at købe den berømte Birkin Bag fra Hermés, og det slog mig, at han lige så godt kunne have talt om en flaske savagnin fra Pierre Overnoy. Ikke desto mindre skal denne ophedede varefetichisme dog ikke ligge vinbønderne til last og er i de fleste tilfælde så langt fra den oprindelige intention om lave god vin til glade mennesker, som man kan forestille sig. Akkurat som syrerockerne Steppeulvene nok aldrig havde tænkt, at det sparsomme vinyltryk af deres eneste album Hip en dag skulle blive genstand for den udprægede mandehobby det er at gennemsøge pladeforretninger og Discogs.com i håb om at finde et eksemplar, man egentlig ikke har råd til. 

Da jeg første gang så den sky vinbonde Etienne Thiebaud gå rundt bag sin hest og pløje sin vinmark i januartågen et sted i Jura, føltes der så langt til de københavnske vinbarer, hvor hans flasker sælges for det mangedobbelte af, hvad de koster hos ham, og jeg kunne ikke lade være at tænke på, at han med sine dreadlocks for længst ville være blevet cancelled i de storbyer, hvor hans vine drikkes som trofæer. Men den afstand har formodentligt altid eksisteret mellem dem, der laver vinen, og dem, der drikker den.