Populærreligiøs stjernehimmel

I alle slags krydsfelter mellem naturvidenskab, filosofi, æstetiske videnskaber og samfundsvidenskaber findes der spekulationer om, hvad liv, død og kærlighed er og hvorfor, men det er indlysende, at der ikke findes entydige eller substantielle svar. Det er lidt som den følelse, man kan få, når man stirrer op på en stjernehimmel en mørk aften. En slags ordløst sus, der både rummer det uforståelige ved, at man overhovedet er i live, men en dag ikke vil være det længere. At døden en dag vil indtræffe for os alle er en slags tomrum; et spørgsmålstegn, mennesker i alle kulturer og til alle tider har tegnet igen og igen. Og det er denne slags tomrum, den amerikanske videokunstner Bill Viola paradoksalt nok forsøger at folde ud med sine værker. Han har en række markante soloudstillinger bag sig over hele verden, alene i 2017 i Firenze, Hamburg og Bilbao, i 2005 udstillingen Bill Viola – Visions på ARoS i Aarhus, og de permanente udstillinger Martyrs (2014) og Mary i St. Paul’s Cathedral i New York. I 2017 blev han desuden udnævnt til æresmedlem af Royal Academy, London. Hans værker tiltrækker store publikummer og vækker ofte stor kollektiv resonans, som med