Jeg brugte min lørdag på at tage til VM i sønderjysk
Min far lavede en u-vending midt på vejen. Fra passagersædet kunne jeg se folk standse midt i deres havearbejde for at rette deres blik mod vores bil. Guderup er én af den slags byer, hvor der bliver kigget en ekstra gang, når en fremmed bil kører forbi. Vi havde misset indfaldsvejen til det lille undseelige forsamlingshus, der lå på toppen af byens måske eneste bakke. Parkeringspladsen var proppet, da min far satte mig af foran bygningen. Han gav mig femhundrede kroner til cola, da jeg var ved at stige ud af bilen. Det er faderens privilegium at overdrive beløbet for lommepenge, også selvom man er fyldt tredive år, har fast arbejde og bor i den anden ende af landet. Man må ikke takke nej, det har jeg lært for længe siden.
Bygningens front var pyntet med flag, der bar navnene på sønderjyske byer: Rødekro, Sønderborg, Broager med flere. Også min egen hjemby, Aabenraa. Eller, som det stod på flaget, på sønderjysk: Affenroo. På facaden hang et stort banner: »VM i Synnejysk«. Sagt på rigsdansk: Verdensmesterskaber i Sønderjysk. Det var det, jeg skulle ind til.
Humor og alvor
Hvordan kan en konkurrence om, hvem der snakker bedst sønderjysk være et »
