Hav tillid til kunsten, men vær lidt skeptisk over for formidlingen

Jeg har været i Venedig otte-ti gange og altid i forbindelse med undervisning af unge kunstnere. Indtil jeg var i midttrediverne nægtede jeg at besøge de her megaudstillinger og deres monopolisering af økonomien og dagsorden i kunsten og sådan ville jeg nok have fortsat, hvis det ikke var for undervisningen. Biennalen er anskuelsesundervisning. Man ser kunsten, masser af virkelig god kunst, dens sponsorer, køberne og kunsthandlerne, de politiske interessenter, de nationale interesser, publikum og kolleger og alle udvalgsmedlemmerne fra et hav af forskellige kunst- og kulturudvalg og fonde.

Med tiden er jeg kommet til at holde af cirkusset selv om jeg så absolut stadig kan blive lidt stiv i betrækket over al det økonomiske powerplay og det forvirrende spil med politikken omkring biennalen. I åbningsdagene var der store demoer og mange af de nationale udstillinger strejkede. Men det var der ikke spor efter da vi var der. Der var åbenbart protesteret færdigt og alt var som det plejer. Og det er en af de ting, der gang på gang peger på, hvor politisk magtesløs kunstverdenen er.

Byen i sig selv balancerer mellem at være en ren kulisse, et sminket lig faktisk, og et sted h