Tjubang uden gnist
»Wait up bro!« To teenage- na’vi-brødre tonser rundt på deres flyveøgler blandt svævende klippeformationer et sted over skovmånen Pandora. Der tumles lidt, siges »bro« en 10-15 gange yderligere og generelt opfører brødrene sig, som en 71-årig mand, der leger med sit barnebarns actionfigurer.
Åbningsscenen, som det meste af resten af filmen, er skabt med den samme cutting edge performance-capture-teknologi og VFX, som det tog over ti år at udvikle til forgængeren Way of Water. Scenen varer måske fem ud af de samlede 197 minutter, men har i sig selv vel kostet mere end de fleste danske spillefilm. Med andre ord: på med 3D-brillerne, vores allesammens skrupskøre, stinkerige morfar James Cameron er igen kommet til byen med sit vanvidscirkus kendt som Avatar-franchisen.
Her finder du ingen metabevidste, fjerdevægsnedbrydende klovnerier som i Marvel. Ingen aldrende Hollywoodstjerner, der leger med egen ikonografi, mens de udfører halsbrækkende akrobatnumre som i Mission Impossible.
Nej, under Camerons teltdug handler det om at transportere til et parallelunivers. Som filmenes menneskelige karakterer, der tager bo
