Omsorg efter arbejde
Mumbai er henlagt i mørke, mens vi følger de to sygeplejersker, veninder og bofæller Anu og Prabha. På nær enkelte scener på hospitalet, ser vi hovedsageligt deres dagligdag udspille sig udenfor arbejdstid: i deres lille lejlighed, i metroen på vej til og fra den, på skjulte stævnemøder med to mænd, som de ikke må se. Anu er ung, vel knap 20 år, men modtager billeder og beskrivelser af passende bejlere i en lind strøm af sine forældre. Som en slags Tinder for arrangerede ægteskaber. Prabha er 10-15 år ældre og for længst gift med en mand, der arbejder på fabrik i Tyskland, og som hun ikke har hørt fra i et år.
Den indiske instruktør Payal Kapadia og hendes filmfotograf Ranabir Das formår - på trods af at filmen er skudt digitalt - at fremmane en fyldig, næsten grynet tekstur i filmens nattebilleder. Samtidig udgør fraværet af lys i sig selv en kritik af arbejdsforhold og levevilkår for den moderne indiske arbejderklasse, der ligesom den moderne vestlige arbejderklasse, i høj grad udgøres af kvinder i service- og omsorgssektoren. De typiske handlingsforløb om to veninders liv i storbyen, man kunne forestille sig være fremført i dagslys, er i stedet udfyldt af nedslidende,
