Narrativ udmattelse
Da The Handmaid’s Tale tilbage i 2017 havde sin premiere, blot nogle måneder efter at Trump var flyttet ind i Det Hvide Hus, var det potentielt en af de mest veltimede tv-premierer i historien. Sikke et tidspunkt at fortælle om det helt og aldeles fiktive teokratiske rædselsregime, Gilead, hvor fertile kvinder får taget deres børn fra dem og bliver gjort til tjenerinder, fertilitetsslaver i velstående hjem, så de kan føde børn for nationens afstumpede og kyniske kommandører under bevogtning af både kommandørernes sadistiske (og infertile) koner, martha’er (husholdersker), stramtandede tanter (tjenerindernes stærkt religiøse ansvarspersoner) og øjne (spioner). Sikke en allegori! Sikke en forestillingsevne!
Hvad ingen dengang nok havde regnet med var, at nogle af seriens mest gruopvækkende billeder ville blive til virkelighed, mens resten af de seks sæsoner rullede over skærmen fra 2017 til 2025. Det kunne for eksempel være de børn, der blev fjernet fra deres forældre og buret inde ved den mexicanske grænse til USA i 2018. Eller den
