Midt i en streamingtid

For tiden er der meget tid til at se film og serier. Det er umiddelbart positivt. Det er jo en god ting at have tiden til at fordybe sig. Den berømte og berygtede bingewatching, der for de fleste er forbundet med at se film og serier på de store streamingtjenester – de tjenester, der for tiden velvilligt forsøger at udfylde det tomrum, som de lukkede biografer har efterladt – er dog langt fra uproblematisk.

I et netop udgivet essay i Harper’s Magazine erklærer ingen ringere end Martin Scorsese sin kærlighed til den italienske instruktørlegende Federico Fellini og hans betydning for filmkunsten- og kulturen. Både for dem, der selv lavede film i Fellinis tid (hans instruktørkarriere strakte sig over præcis fire årtier fra debuten Luci del varietà i 1950 til svanesangen La voce della luna i 1990), men ikke mindst for det engagerede filmpublikum; de utrættelige biografgængere, de cinefile, var hver ny Fellini-film et løfte om en unik og radikalt anderledes filmoplevelse. I essayet klipper Scorsese fra sine roser til forbilledet Fellini til en kritik af den nuværende