Adgang til øjenvidner

Dokumentarfilmen No Other Land – produceret kollektivistisk af et israelsk/palæstinensisk filmhold mellem 2019 og op til (og en smule efter) terrorangrebet den 7.oktober 2023 – var allerede en historie inden den kom til København og CPH:DOX. Den vandt prisen for bedste dokumentar på Berlinalen i februar og dannede baggrund for stor kontrovers, da Berlins borgmester og flere tyske politikere tog afstand fra instruktørernes takketaler med budskabet om våbenhvile, som de kaldte »antisemtiske«. Samtidig har filmen høstet roser vidt og bredt for dens unikke indblik i livet på Vestbredden under de ulovlige israelske besættelse.

Og historien fornægter sig ikke: Først var der planlagt tre visninger af filmen i løbet af DOX. Alle udsolgt. Så kom fem mere. Alle udsolgt. Billetterne til aftenens visning i Bremen er også revet væk af åbenlyse grunde: Efter visningen vil de to af filmens instruktører, som også optræder som de centrale personer i filmen, Yuval Abraham og Basel Adra, komme på scenen til et interview med journalist Nagieb Khaja. 

Med andre ord tilbydes denne aften en unik adgang til øjenvidner i den mangeårige konflikt, der på én gang oversømmer alverdens mediestrømme netop nu, men hvis sande og fulde virkelighed fortsat er gemt bag et røgslør. Eller som en af filmens producere Fabien Greenberg siger på scenen inden filmen: »Det er meget få mennesker, der kan fortælle, hvad der egentlig sker«. Så opfordrer han os, gør os forpligtende til vidner: »Efter I har set filmen, kan I, bare med jeres stemmer, være med til at fortælle det videre.«

Men aftenens adgang er ikke gået helt som planlagt. Desværre ikke helt overraskende er palæstinensiske Adra blevet nægtet visum og indrejse i Danmark, mens israelske Abraham har befundet sig i København i flere dage. Indtil i går, får vi fortalt, hvor han valgte at rejse tilbage til Palæstina i sympati med Adra, så de kan møde os side om side via en skramlet zoom-forbindelse.

»Efter I har set filmen, kan I, bare med jeres stemmer, være med til at fortælle det videre.«

Men først går filmen i gang og viser, med en ubærlig, uafviselig autenticitet, de ødelæggelser, ydmygelser og forbrydelser (efter alle gældende principper i en moderne retsstat og efter alle gældende konventioner), som beboerne i landsbykomplekset Masafer Yatta har måttet gennemleve. Gentagende nedrivninger og tvangsforflyttelser, skældsord og psykisk terror, fysisk vold i alle tænkelige udstrækninger. Er filmen vinklet? Naturligvis. Uundgåeligt. Er den immun for kritik? Aldrig. Men relevansen af en vurdering på de gængse filmkritiske akser - både i forhold til form/fortælling og budskab/effekt - synes her at være underordnet i forhold til dens overvældende kvalitet i sin blotte eksistens som dokumentation. 

Som Adra forklarer først i filmen har han hele sit liv været omgivet af familiemedlemmers kameraer, der har villet efterlade et bevis til eftertiden: Her har virkelige mennesker haft deres virkelige liv. Dette område har været nogens hjem. En proces, som Adra fortsætter, men for ham bliver kameraet også et skjold, som konflikten optrappes. Med linsen helt oppe i snotten på bosætterne og det israelske militær, der helt åbenlyst ikke er to adskilte undertrykkere, bliver hans blik, omtåget af slag og spark, forlænget til omverdenens kollektivt dømmende blik. Gerningsmændene konfronteres med deres handlinger, som de udfører dem, og må derfor se sig selv i øjnene. 

Rulleteksterne afsluttes af stående ovation, og Nagieb Khaja begiver sig ud i en tragisk padling, mens der oprettes forbindelse til de to instruktører. Han beretter om de uhyrligheder, han selv har bevidnet i Palæstina som journalist, og om manglen på konsekvenser for gerningsmændene. Linjen er mildest talt skrattet, men billedet af de to instruktører sammen toner frem, og sætninger trænger gennem den digitale tåge med utvetydig klarhed:

Adra: »De dræber folk, de gør alt for at gøre vores liv så ulidelige som muligt. Hvad mere skal der til, før at vi kan bevise det?«

Abraham: »Vi vil tydeliggøre den institutionaliserede vold fra staten Israel. Forflyttelserne, forsyningssabotagen, nedrivningerne, volden og drabene – det hele hænger sammen og peger tilbage på det israelske styre.«

Adra: »De israelske tropper begår krigsforbrydelser og filmer det selv. Regeringen er totalt åben om intentionen om at udrydde det palæstinensiske folk, og stadig handler og samarbejder I i Vesten med dem. Vi kan ikke tåle hykleriet længere«

Abraham: »Vi i Israel kan aldrig leve i fred før hele folket har frihed og rettigheder. I Berlin våbengjorde de termen ”antisemitisme”. De tømmer det for mening og bruger det til at retfærdiggøre den fortsatte katastrofe. Jeg står ved alt, jeg før har sagt«

Så hvordan følge opfordringen fra produceren om at gøre sin stemme gældende efter at have bevidnet No Other Land? Som filmskribent må det være med en stille bøn om, at du gør brug af denne særlige adgang (filmen har allerede fået flere DOX-visninger, og det er kun et spørgsmål om tid, inden den får bred biografdistribution og streamingpremiere). En adgang som er filmmediets iboende privilegie og forpligtelse i disse sager. Netop ikke for at du skal råbe op eller bekræfte forudindtagede holdninger i nogen retning, men for at du skal sidde stiltiende i mørket for en stund og stole på de sanser og fornemmelser, der i det mindste må danne et fælles erkendelsesgrundlag hos alle med synet og hjertet i behold: Jeg har set dette. Jeg ønsker, at du ser det samme.