De modige høster de største gevinster

Folk i New York vil chokeres. Men ikke mere end, at de kan stå op morgenen efter og gå på arbejde og betale regninger og fortsætte deres liv. Det er det milde chok, de vil have. Når de har været til friluftsteater i Central Park, fortæller de måske andre om stykket, men de nævner oftere gyset og fryden over at gå i mørket på stierne, for de har lært, at man ikke færdes i parken så sent. Forfatteren Michael Cunningham beskriver i sin historie ”Som skønhed”, hvordan mennesker i fremtiden betaler for at blive overfaldet i Central Park. Så vidt jeg ved, er den variant af kontroltab ikke kommet på markedet endnu (og der patruljerer så meget politi på Manhattan, at det virker umuligt at arrangere). Men jeg antager, at de potentielle kunder eksisterer. De findes blandt dem, der til middagsselskaber hvisker om et »virkelig grænseoverskridende« sexshow, de tilfældigvis overværede i Brooklyn. De er i den mængde, der går på natklubben The Box på Lower East Side, fordi de har lyst til, at en drag queen kaster kropsvæsker mod dem, mens de nyder deres drink. De er til stede ved musikbranchefesten i Webster Hall som de mest begejstrede, når en kvinde krydser over gulvet med en albino-pyton om