Metabolisk og rødglitrende
»Jeg bruger ikke offerdyr. Jeg bruger kun mit eget blod!«
Sådan skriver Moestrup, frygtløs og blodbetaget, i én af de såkaldte ’Blodspådomme’ i Butterfly Nebula. Digtsamlingen er skrevet som en undersøgelse af- og refleksion over, Hashimotos sygdom (også kaldet Hashimoto Thyreoiditis), en autoimmun sygdom, der angriber den sommerfugleformede skjoldbruskkirtel, som regulerer kroppens stofskifte. Hashimoto og dens følgevirkninger bliver tidligt forklaret for læseren, og igennem hele værket veksles der imellem en faktuel, næsten redegørende skrivestil og så den poetiske, reflekterende stemme, som digter videre ud i tomrummet.
Butterfly Nebula svæver omkring, som en admiral, imellem systemer, for at undersøge de mange sider af stofskiftet. Der er RED BUTTERFLY UFO, en højstemt intro/outro, RØDT, SOMMERFUGLEFORMET DIGT, hvor sproget skifter stof og danner ritualer, SYV BREVE TIL HASHIMOTO, en undersøgelse af sygdommens historie, QUIZ OM SOMMERFUGLEKIRTLEN, med tilhørende svarark! Så kommer HABITATHYMNEN med sine verselinjer og korsvar, dernæst indskyder Moestrup SØVNLØSHEDSSANGE, om »de levendes luksus«, for til sidst at introducere “Blodspådommene”, som har titlen SE BORT FRA JEG IKKE ER EN SEER.
Samtlige dele udskifter hinanden undervejs, og genoptræder så senere, hvilket skaber en dejlig uforudsigelighed i fortællingen. Der er endda en lille fodnote i bunden af hver afsluttet del, som peger henimod næste gang denne del optræder. Ligesom motiverne, udskiftes der med hver del, et sprog. Fra at være løs og prosaisk i BREVE TIL HASHIMOTO, til andre gange at være skarp i metrikken i SØVNLØSHEDSSANGE og HABITAT HYMNEN.
Når man så tror, at man kender de lyriske mønster, kommer Moestrup med en kæk omskrivning, og man må genfinde sin balance. For eksempel introduceres der pludseligt et »anagram-generator-break«, med den tilhørende parentes »(lille overraskelse)«, hvor der opstilles finurlige anagrammer over »metaboliske nætter«.
På den måde minder Butterfly Nebula en del om Moestrups seneste Til den smukkeste, som også var eksperimenterende både i form og sprog. Ligeledes indeholder Butterfly Nebula også flere ritualer, som jeget udfører i RØDT, SOMMERFUGLET DIGT så som at placere røde sten i en sommerfugleformet figur på kroppen, eller meditere med kalve-skjoldbruskkirtler på øjenlågene!
At Hashimotos sygdom svækker metabolismen, får en konkret lyrisk betydning, da Moestrup skriver: »metabolismen som forbinder alt levende / alt som skifter stof er levende (…) metabole / betegner også en retorisk figur hvor det samme ord / gentages i omvendt rækkefølge / som i / rødt, sommerfugleformet digt - / digt sommerfugleformet, rødt.« Et stofskifte i sproget opstår, så linjer og ord kan erstattes, omformes og gå igen.
Men Butterfly Nebula, stopper ikke her. Det kunne være en digtsamling om et jeg, der kæmper med en sygdom, og bruger sproget til at bearbejde den personlige oplevelse. I stedet flyver fortællingen op, og ser på større strukturer omkring den autoimmune sygdom. Så som, at flere hvide end sorte bliver diagnosticeret med sygdommen i USA, eller det faktum at klimaforandringerne gør, at flere og flere vil blive ramt af den.
Moestrup beskriver også uligheden i helbredsmuligheder for personer i det globale syd sammenlignet med det globale nord. Der bliver refereret til tænkere som Rosa Luxembourg og Françoise Vergès og pludselig er admiralen fløjet så højt op, at den kan se på tværs af undertrykkelsessystemer og forureningens konsekvenser i det kapitalocæne: »uigenkaldeligt igen og igen / ødelægges stofskiftebalancen / mellem mennesket og jorden.«
Ligesom sproget og jorden og skjoldbruskkirtlerne skifter stof, ligesådan forvandler Butterfly Nebula den lille historie om den syge krop, til en mastodontisk tåge af betydningslag og refleksioner. Moestrup lever i den grad op til det ambitiøse projekt, en digtsamling i syv dele indebærer. Stemmerne forbindes på tværs, og så er det meget passende, at bogen er opkaldt efter en rødlig, sommerfugleformet stjernetåge. Et poetisk og galaktisk pragtværk.
