Tæt på livet
Tænk ikke på mig er en stille og på flere måder enkel roman om ventesorg. Ikke at døden er enkel, den er rasende, fortvivlende, ambivalent, og der bliver grædt og grint meget i Tænk ikke på mig. Snarere er det er måden sorgen skrives frem på, der er enkel. Sproget er uprætentiøst og lige ud af landevejen: Gråd er gråd, kemo er kemo, når nogen kysser hinanden, så kysser de bare. Ingen sproglig pynt eller stilistiske finesser. Det er en bog, der er skrevet på sorg. Ikke fordi den skulle blive til en roman, men for at udskyde glemslen om moren.
Vilma Sandnes Johansson skriver om sin mors sygdomsforløb med brystkræft, der spreder sig til leveren. Det sker, mens Vilma selv er teenager. Hun går i folkeskole, tager et år på efterskole, hun begynder på Christianshavns Gymnasium, 1G, 2G, bang, i 3G dør hendes mor. Vilma er lige fyldt 18 år.
Det er en enkel, selvfølgelig roman om død og om sorg.