Skønhedspletter og skønhedsfejl
Da jeg først sad med Ditlev Tamms bog Skabt som mand og kvinde i hænderne, måtte jeg tage mig selv i at være pinligt fordomsfuld over for forfatteren. Jeg kunne nemlig ikke lade være at tænke: »Hvad har en 75-årig konservativ professor i retshistorie at sige om køn og tøj?« Rigtig meget skulle det vise sig.
Skabt som mand og kvinde tager udgangspunkt i den utrolige historie om præsten François-Timoléon de Choisy (1644-1724), der levede på Solkongens tid og elskede at klæde sig i dametøj, når han ikke skrev teologiske værker eller gamblede sine penge væk.
Det er en hybrid af en bog - lige dele biografi, oversættelse, samtalebog og roman - der udspiller sig i tre forskellige spor markeret med hver deres skrifttype. Det ene spor består af Ditlev Tamms danske oversættelser af Choisys originaltekster. Det andet spor er en slags exofiktion, hvor Tamm digter videre på Choisys tanker, tolker på hans motiver, får ham til at kommentere sin