Lydighed, ambition og frygt
Støvet når knap at lægge sig, før det igen hvirvles op i tætte, gule skyer af lastbiler, der dundrer i pendulfart gennem forstæderne med byggematerialer. I Shūsaku Endōs Hav og gift fra 1957 er Tokyo ikke længere under genopbygning efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser, men allerede i hastig udbygning – på vej mod en ny virkelighed.
Men skraber man lidt i overfladen, træder krigens spor stadig frem: som når den unavngivne jeg-fortæller stjålent betragter arrene på en anden gæsts skulder i badehuset. Selv undgik fortælleren krigen, men hjemsøges nu af tanken om, at enhver mand han møder, kan være morder.
På en café gransker han mistroisk gæsterne: »Den far, der lige er kommet ind ad døren, har med rimelig stor sikkerhed slået et eller to mennesker ihjel under krigen. Alligevel ligner det ansigt, der sipper til kaffen og skælder barnet ud, ikke en dugfrisk morders ansigt«.
