Kuk-kuk!

Gammel overtro siger, at hvis man hører gøgefuglens sang og tæller de karakteristiske kuk, afslører antallet, hvor mange år man har tilbage at leve i. I Alen Mešković’ nye roman Den smukkeste afsked kan karaktererne dog roligt lade fuglekikkerten blive i skuffen. Her fastsættes deres dødstidspunkt, eller rettere afskedstidspunkt, nemlig allerede ved fødslen.

Præmissen for denne foruroligende praksis etablerer Mešković i en befriende hastig og effektiv indledning. Vi forstår, at en italiensk opfinder i 1500-tallet udviklede en metode til at fastsætte året for et individs død, og at teknikken siden er blevet forfinet, så man nu kan måle sig frem til det præcise sekund, hvor et menneske udånder. Romanens 48-årige hovedperson, Kim, arbejder i 2041 som afskedskonsulent i det offentlige – en slags omvendt bedemand, der assisterer afskedsparate borgere og deres pårørende i de døendes sidste dage og timer. Døden eksisterer ikke længere som en eksistentiel begivenhed, men er reduceret til en bureaukratisk afsked – en procedure, der skal kontrolleres og gennemføres.

Kim har tilsyneladende givet køb på enhver rest af kritisk tænkning