At blive til sig selv

Halldór Laxness’ Salka Valka fra 1934 åbner en råkold og stormende vinternat i årene op til Første Verdenskrig. Sultne og iført lasede pjalter går Salka Valka og hendes mor, Sigurliná, modvilligt i land fra en kystdamper ved det lille fiskerleje Óseyri – en afsides udørk ved Axlarfjörður på Island.

Rejsen skulle egentlig have ført dem mod et varmere klima længere sydpå, men pengene er sluppet op, og alt, de har tilbage i det fygende snevejr, er hinanden.  

Netop som håbet synes mest fraværende, forbarmer en gammel, vejrbidt bådsmand sig og følger dem til den nytilkomne Frelsens Hær. Her møder de den koparrede sømand Steinþór, der uden blusel hævder at være både »bygdens, himlens og havets gud«. Noget guddommeligt er der langtfra over den bramfri søulk, men da ingen anden mulighed byder sig, er Sigurliná og Salka nødsaget til at tage imod hans tilbud om husly i den affældige fiskerrønne Havboden.